Aktuelt

Alle musikgenrer kan søge subventionering

Onsdag, 9 maj, 2018
Husker du at søge subventionering? Hvis ikke, så er det værd at gøre, for der kan være en overset indtægt at hente. Det er værd at huske, at alle genrer – også den rytmiske musik – kan søge subventionering hos Koda.

Hvordan honoreres kompleksiteten i et værk og den særlige arbejdsindsats set med de rettighedsmæssige briller på? En måde er subventionerede koncerter.

Subventionerede koncerter er koncerter, der får tilført beløb fra andre indtægtsområder for at tilgodese værker og koncerter, der på afgørende måde er med til at styrke diversitet og udvikling i musiklivet, og som umiddelbart ikke har noget større indtjeningspotentiale i sig selv.

Man søger om subventionering i Kodas subventioneringsudvalg, hvor DJBFA er repræsenteret af Maj-Britt Kramer.

 

Subventionering til rytmisk musik

Det er muligt for alle genrer at søge subventioneringsudvalget i Koda. De seneste to år har man gjort en særlig indsats for at få den eksperimenterende musikscene og de rytmiske miljøer til at søge om subventionering, da de tidligere har været underrepræsenteret.

Subventionering er en mulighed for indtægt for den enkelte komponist. Men det er også vigtigt med ansøgninger fra det rytmiske område overordnet set, da de kan være med til at vise forskellige former for særlig kompleksitet, som skal være en del af subventioneringsordningen i Koda. Så søg endelig, hvis dit værk falder inden for de nu ret vide rammer. 

Subventionering kan søges af alle: dvs. både af Kodas medlemmer, koncertarrangører m.m. 

Læs mere om, hvordan subventionering fungerer, og hvordan du kan søge om det på Kodas hjemmeside: Om subventionerede koncerter samt Spørgsmål og svar om subventionering af koncerter.