Aktuelt

Bjarne Haahr in memoriam

Tirsdag, 24 marts, 2015
Jens Grøn skriver mindeord til minde om komponist og medlem i DJBFA Bjarne Haahr.

Mit bekendtskab med Bjarne Haahr begyndte midt i 1970`erne i al ubestemmelighed. Pludselig en aften i Nim forsamlingshus trådte han ind i mit liv. Vi sang "Forlad os vor skyld", et digt af Nis Petersen, som jeg udmærket kendte, og som havde - sammen med bl.a. "De små børns smil" -  medvirket til, at min hidtil så glubende appetit på hans digte og romaner var dalet en del. Han var blevet mig for sentimental.

Den aften oplevede jeg noget som siden er sket så tit og ofte, at det er blevet et slags motto for mig: Det bedste, der kan ske for mig, er at få uret.
Hvor fik jeg dejlig uret den aften!
Det sørgede melodi og forsamling for, ikke Bjarne. Han sad sådan lidt fraværende ved klaveret og spillede nænsomt med sine store, rolige hænder - næsten hvilende trygt på tangenterne.

Det næste afgørende skete, da vi på Vestbirk Højskole fik lokket ham til at undervise på et sommerkursus for ældre. Det blev hurtigt til flere.

En forunderlig "selvfølgelighed" begyndte at brede sig: Deltagerne  blev helt vilde med at lære nye melodier. Jeg kan huske, at jeg engang talte til 12 - nok var de fleste Bjarnemelodier, men ikke alle.

Rekorden mange år senere, da han introducerede "I de grønne skove" - 101 sange  blev på 22 - alle af Bjarne, men det var på forsamlingens forlangende. I alt blev der sunget over 40 sange ved den lejlighed.

Når jeg skulle lære andre nye melodier, udstrålede jeg åbenbart én eller anden negativ påvirkning, opdagede jeg ved mødet med Bjarne. Jeg forsøger fortsat på at komme en mulig negativ forventning i forkøbet.  Bjarne har en positiv langtidsvirkning på mange af os, der har kendt ham, er jeg sikker på.

Da vi så begyndte at drage ud sammen til fællessangsarrangementer, hvor jeg fortalte og spillede violin, og Bjarne lyttede opmærksomt og fortsatte med sit nænsomme klaverspil, opdagede jeg endnu en ejendommelighed ved den tilsyneladende så u dramatiske sangpædagog: Han kunne hæve sangenes toneleje med halvandet tonetrin i løbet af en aften.

Jeg har aldrig hørt nogen klage over tonelejet, når Bjarne spillede.

Der er jo altså noget, der hedder tillid, så Bjarne intonerede melodien i et ikke - aftalt toneleje, så snart jeg var færdig med min fortælling om sangen.

Min mulige fermhed til på violinen at identificere en toneart har jeg fra disse aftener. (Helt op i 1990´erne var det endnu almindeligt, at arrangementerne lå om aftenerne. Nu hører det til sjældenhederne).

Den sidste og dejlige 28 år lange forøgelse af vort bekendtskab, som på eet eller andet umærkeligt tidspunkt gled over i et venskab, begyndte da vi på Vestbirk højskole begyndte at hellige et bestemt sommerkursus til indstudering og opsætning af en operette. Kurset kom hurtigt til slet og ret at hedde "Operetten".

Bjarne havde sit store kor hver formiddag, vi andre øvede med skuespillerne, solisterne, musikerne, andre af lærerstaben lavede kostumer, kulisser og sceneudstyr med de resterende, umusikalske og generte deltagere.

Hvert år lykkedes det for Bjarne at "forbedre" "Grevinde Maritza" "Frk. Nitouche", "Sommer i Tyrol" o.s.v. o.s.v med et stort, velsyngende kor af adelsfolk, nonner - og et par munke, bjergbønder ………………..

Min taknemmelighedsgæld til Bjarne har jeg delt op i tre dele:

I et brev fortæller W. A. Mozart om det at komponere:

"Når jeg endelig er alene og i godt humør … f. eks. i en vogn på en rejse eller under en spadseretur efter et godt måltid eller om natten, når jeg ikke kan sove, kommer idéerne hurtigst og rigeligst. Hvorfor og hvordan de kommer, ved jeg ikke, og jeg kan heller ikke selv tvinge dem frem.

---

Men hvorfor mine arbejder får netop den form og stil under mine hænder, som gør dem Mozart`ske og forskellige fra andre komponisters værker, skyldes sikkert det samme, som er årsagen til, at min næse er lang eller ørneagtig eller kort sagt er Mozarts og forskellig fra andre menneskers. For jeg gør mig i virkeligheden ingen anstrengelser for at være original"

Dette udsagn er i min oplevelse af Bjarne i høj grad dækkende for hans måde at komponere på! Enhver, der har kendt Bjarne, kan så tilføje et og andet, f.eks. "Når Bjarne var alene og satte sig ved klaveret og lod sine fingre vandre hen over tangenterne …..!"

Men alle vil være enige i den sidste sætning: Bjarne anstrengte sig heller ikke for at virke original!

Lige fra starten på vort lange bekendtskab har det slået mig med forundring, det paradoks jeg mødte i Bjarne: Han skrev helt almindelige melodier, som alle straks sang ubesværet med på, og dog er en Bjarnemelodi helt sin egen!

Og det lige fra begyndelsen med melodien til Nis Petersens digt: "Forlad os vor skyld" fra 1978.

Det er en meget stor berigelse at have mødt et menneske for hvem, det at være blot og bar almindelig gjorde ham til den helt særegne personlighed - helt sin egen i sin egen ret.

Jeg har sommetider mødt nogen, som har rynket lidt på næsen af  Bjarnes melodier. De minder om "alle mulige andre melodier!", som  en anden god ven har sagt det.

Efter jeg mødte Bjarne, har jeg, når en Bjarnemelodi var på færde, ofte hørt Mozart hviske i min øresnegl: "Er dette ikke ganske henrivende ukompliceret"!

Sådan har jeg tit og ofte siddet i Vestbirk Højskoles foredragssal, siddet og oplevet miraklet endnu engang, at en ganske ligetil melodi straks vandrer lige lukt ind i vore hjerter. Visse oplevlser står  mejslet i erindringen, f.eks. da vi første gang sang Bjarnes melodi til Tom Kristensens "Ringen" - hvor vi mødte Tom Kristensens ord på en helt ny, dugfrisk måde:…

 

"En rundkreds af havne.

 En rundkreds af navne

 med fribytterklangen i ukendte ord".

 

På mange forskellige måder er mange gode danske digteres ord kommet til os på Bjarnes melodier, umærkeligt, utvunget og vederkvægende.

Bjarne havde en sjælden evne til at finde gode digte.

 

I "Wilhelm Meisters Vandreår" skriver Goethe et sted:

"Hos os (i den såkaldte "pædagogiske provins") er sangen det første trin i dannelsen, alt andet slutter sig dertil og formidles herigennem. Den simpleste nydelse såvel som den jævneste lære bliver hos os oplivet og indprentet gennem sang, ja, selv hvad vi overleverer af tros- og moralbekendelse bliver meddelt om ad sangen; andre fordele og selvstændige formål er nær forbundne hermed.

----

Derfor har vi da blandt alle tænkelige områder gjort musikken til et grundelement i vores opdragelse, thi ud fra den løber veltilgængelige veje til alle sider."

For mig at se blev Bjarnes hele virke bygget på denne overbevisning. Musikken kan noget, som intet andet magter. Den kan måske frem for alt inkludere dig i et fællesskab, men også åbne op for modtagelighed, fremme indlevelse og bringe de rette proportioner ind i  vore vurderinger.

Vi har i vores historie en skikkelse, som slet ikke er kendt efter fortjeneste: Ludvig Feilberg, som - skønt landmåler af profession - brugte store dele af sit liv til at gøre sig klog på "sindets rørelser".

To af hans iagttagelser har jeg mange gange tænkt på i samværet med Bjarne: vort sinds to muligheder for "kredsløb" eller "sideløb".

Det første ord dækker den tilstand vi kender bl.a. fra stress, sårethed, fornærmethed, bitterhed o.s.v., som er kendetegnet ved en tvungen køren i ring i det samme ufrugtbare tanke- eller følelsesmønster. Den anden er en tilstand af lethed, fremkommelighed, taknemmelighed o.lign.

Feilberg brugte sig selv som forsøgsperson i udforskningen af disse tilstande og af, hvordan man kan komme fra kredsløb til ligeløb.

Mange gange har Bjarnes musik været det, der skulle til for mit vedkommende. Næsten i lighed med èt af Feilbergs yndlingseksempler: En håndværkersvend har haft en dårlig morgen med sin kone, begiver sig hjemmefra på arbejde, rugende, med øjnene i jorden. Pludselig kom han i ligeløb: Hvad skete? Jo, solen glimtede i en vandpyt! Og rask går han fløjtende videre.

Hvor har en Bjarnemelodi mange gange været det forvandlende solglimt i en vandpyt i mit liv.

Og hvor har jeg tit mødt den samme effekt hos mange kursister, tydeligvis i "kredsløb" før og i "ligeløb" efter korsang hos Bjarne!

En anden af Feilbergs iagttagelser kalder han "sindets behov for rørelser". Til sindets sundhed hører en slags "rørelsesgymnastik", f. eks. i det som på godt tysk hedder: "Himmelhoch jauchzend zum Tode betrübt" - fra den vildeste glæde til den voldsomste sorg.

Jeg har ikke læst, at Feilberg har kendt til musikkens mirakelkur på dette område, men jeg har lært miraklet at kende, som noget af det mærkeligste og vidunderlige, som livet har budt mig!

I meget musikalsk samvær med Bjarne har jeg fundet, at det særlige ved musikkens kunnen er, at man kan give sig helt hen i følelsernes ekstremer, og dog forblive indesluttet i musikkens accept af alle mulige sjælelige rørelser.

Musikken kan "proportionalisere" følelserne …….

Min tredje taknemmelighedsgældspost til Bjarne drejer sig om hans forhold til tradition og fornyelse. For ham hed det altid "tradition og fornyelse", ikke "tradition eller fornyelse".

Bjarne har aldrig nævnt denne skelnen, det har jeg derimod tit og ofte på vore fælles ture rundt til fællessang i landet, da det har været én af de mest afgørende udviklinger i min levetid til gavn for fællessangen, at vi kom fra "det modernes" hævdelse af det nyes forrang for det gamle, umoderne til en fornyet friskhed og nysgerrighed overfor såvel nyt som gammelt. Bjarne var helt med på min opdagelse af, at for højskoleelever kunne det nemt forholde sig omvendt: for dem kunne alt nyt sagtens føles som noget kendt, i betydningen forventeligt og forudsigeligt f.eks. i det nyes monotone kritik af fortiden, hvorimod det gamle - f.eks. en Carl Nielsen - melodis genkomst som tema i hans blæserkvintets variationssats - kunne åbne op for en ny måde at lytte på. ("Er du modfalden, kære ven")

Bjarnes helt særlige måde at bevidne denne berigelse ved oplevelse af "før og nu", finder jeg eksemplificeret i de melodier, han har skrevet til markante, særdeles kendte og elskede "digt plus melodi - ægteskaber", som vor sangskat er så rig på.

Hvordan har han dog kunnet frigøre sig fra melodier, vi så at sige har "på rygraden"

Prøv at kigge hans to samlinger "I de grønne skove" - 101 og 102 sange igennem:

"At lære er at ville" - "At sige verden ret farvel"- "Du gav os efter dit behag"  - Du kom med alt det der var dig"(!) o.s.v.- o.s.v.

Den fornyelse jeg er mest imponeret over og holder mest af, er hans melodi til "En yndig og frydefuld sommertid" , som jeg derfor gerne vil bringe her til slut af min hyldest til en ven, et varmt, inkluderende menneske og en stor musikpersonlighed!

ÆRET VÆRE BJARNES MINDE.

 

Jens Grøn

Forstander på Vestbirk Højskole 1973 - 2003

Medredaktør af højskolesangbogens 17. udgave