Aktuelt

Dagbog fra PopCamp

Onsdag, 1 august, 2018
En gruppe sangskrivere var af sted på PopCamp i Lundgaard Studios denne sommer. Singer/songwriter Rikke Noor alias R. Noor har skrevet dagbog fra A-opholdet.

Hvert år tilbyder DJBFA en række A-ophold; arbejdsophold, hvor komponister og sangskrivere får ny inspiration og faglig udvikling. Flere år i træk har DJBFA og TG Management/Publishing præsenteret A-opholdet PopCamp. I år mødtes en gruppe danske og internationale sangskrivere og producere, og sammen fik de ny musik til at pible frem.

Sanger, sangskriver og guitarist Rikke Noor alias R. Noor er en af de sangskrivere, som havde ansøgt og var blevet udvalgt til PopCamp 2018. Hvad foregår der egentlig på sådan en camp? Og hvordan arbejder sangskriverne sammen om musikken? Det giver Rikke os et indblik i i sin dagbog fra PopCamp den 24.-29. juni 2018.
 

Intens sangskrivning og kreative møder - Rikkes dagbog fra PopCamp

Søndag: Ankomst til PopCampRikke Noor. Pressefoto: Sara Sophie Larsen.
Det er eftermiddag, og jeg står af toget på Vejen St. Ganske få minutter efter møder jeg et utroligt imødekommende smil, et “hej” og “du må være Rikke!” - altsammen fra ham, der viser sig at være John Aagaard, manden bag PopCamp og TG Management/Publishing. Allerede her møder jeg den svenske sangskriver Nico og danske Jacob Aksglæde. Vi sætter os alle i bilen, som John sætter i gear mod Lundgaard Studierne. Da vi kører ind på gårdspladsen, bruser forventningerne i mig. Her er vildt flot, som det er omkranset af marker, træer og denne gamle gård, der faciliterer lydstudier i verdensklasse. Kan man ønske mere?

Jeg tjekker ind på mit værelse, som jeg bliver vist frem til af Lotte Aagard, vores PopCamp-go-to-person og “mor”. På døren til værelset står der to navne: mit og Nanna Larsen, min nye roommate, som er sanger og sangskriver fra København. Da vi stadig har nogle timer at slå ihjel før aftensmaden, går jeg lidt på opdagelse i studierne.

Som 90’er-barn og teenager i 00’erne/start-10’erne er det sjovt at se alle de guld -og platinplader fra dengang, som hænger på væggene - med musik indspillet i disse studier. Bl.a. bliver jeg næsten helt rørt af at se Jette Torps Snowflakes in Fire hænge på væggen, og jeg kan næsten høre hende stå inde i en af boksene og synge “Little did I know that leaving you was the hardest thing to do...”

Aftensmaden sættes på bordet, og her samles vi alle for første gang: sangere, sangskrivere og producere fra alle steder i Danmark, Sverige, England og en enkelt fra Berlin/Schweiz. Maden er fantastisk og skal hurtigt vise sig at være sådan hele ugen igennem. Da knive og gafler lige så stille lægger sig, præsenteres vi for Jonny Amos og Meldra Guza - et ægtepar fra Birmingham, som driver The Song Lab og er producere/sangskrivere, der er kommet for at skrive og producere med os alle, men også for at guide, undervise og dele ud af deres erfaringer.
 

Ny musik bliver til sammen med Jonny Amos og Jeanette Bonde.Mandag: Sangskrivning a la Rihanna
I dag er jeg på hold med Jonny Amos og Jeanette Bonde. Inspirations-pitchen fra morgenstunden lød på to lidt forskellige artister, men vi har valgt at skrive en temmelig Rihanna-inspireret sag, dancehall, calypso. Verden er tydeligvis ikke helt færdig med dét!

Jonny, Jeanette og jeg går rigtig godt i spænd, skal det hurtigt vise sig. Jonny har oprettet sit lille transportable studie i den ene sidebygning til gården og værelset emmer lidt af “bedstemor” i stil, møbler og duft. Snakken falder hurtigt på den her “bedstemor”, og vi pingponger lidt med joken “if grandma knew what I’m about to do” og den her “good girl gone bad”-idé. Denne pingpong bliver startskuddet på vores sang, der dog ender med noget lidt andet end første idé - som –det har det med at gøre. Den løsslupne stemning sætter virkelig dagen i gang, og jeg kan mærke en enorm lyst til at bidrage med noget i sangskrivningen – en ekstrem vigtig følelse at sidde med.

Jeanette er en utrolig dygtig sanger og en kamæleon i forhold til genrer og vokal-stil. Hun nailer den her lidt Rihanna-agtige vokal, og det er fedt at observere. Jonny er jeg bare stor fan af allerede. Han er en alletiders fyr, der får folk til at føle sig rigtig godt tilpas, og en dygtig producer.
 

Tirsdag: Et svensk producertalent
Dagens pitch sender os til østen. Vi er ude i noget K-Pop og J-Pop og ser eksempler på de her grupper med utroligt mange medlemmer og et helt rent image.

I dag er jeg på hold med svenske Rasmus Palmgren, som er producer, og britiske Keith Hammilton, som er sanger/sangskriver. To vidt forskellige mennesker, som hurtigt skal vise sig at fungere rigtig godt. Det er egentlig en helt vild oplevelse, det der sker, efter vi sætter os ind i Rasmus’ studie. Jeg tager min guitar og synger et eller andet hen over en E-dur. Igen og igen. Keith nynner med og tør sætte lidt ord på, mens jeg stadig nynner. Imens vi pingponger melodi og ord, har Rasmus allerede gang i skærmen, og før jeg har set mig om, har han nærmest bygget hele tracket op efter det, vi sidder i sofaen og synger. Rasmus er for vild!

Keith er en spændende fyr, som tør sende en masse tanker og ord ud i luften. Jeg prøver at gribe nogle af dem, og det går hurtigt op for os, at det her skal være en sang om verden, som den er lige nu. At det skal være en sang, der løfter og forhåbentlig giver folk noget at tro på. Det ender med at være mig, der står i boksen og indspiller vokalen på sangen, hvilket alt i alt er en fed oplevelse - ligesom det var en rigtig fed proces at skrive med mini-Max Martin alias Rasmus og sprudlende Keith.
 

Sangskrivning i det grønne: Rikke og producer Ricardo Bettiol.Onsdag: Akustiske guitarer og elektronisk pop
Man kan allerede fornemme det ved morgenmaden. PopCampens strabadser er begyndt at sætte sig, og på denne tredje dag hænger alle lidt i bremsen. John italesætter det også lidt i dagens pitch og spreder sin altid gode stemning ud i rummet til os alle. I dag er det igen til den vestlige verden, vi skal skrive, og jeg er på hold med sanger/sangskriver Ida Björg og Ricardo Bettiol.

Da Ricardo har erfaring med det tyske marked, vælger vi at skrive en EDM-sag med inspiration fra Avicii m.m., og vi sætter os ud i haven med vores akustiske guitarer - et forsøg på at skrive på helt gammeldaws manér i det skønne vejr. Det virker! Ida er super god til at slynge melodier ud i luften, og det er på mange måder hende, der sørger for fremskridtet i vores proces. Ricardo sorterer temmelig hurtigt i det, og jeg prøver, det bedste jeg har lært, at fordele sol og vind lige.

Jeg kan mærke, at jeg intuitivt er på musikalsk bølgelængde med Ida, og da vi senere deler os op, så Ricardo går i studiet og arbejder på tracket - og Ida og jeg sætter os for at arbejde på teksten, bliver arbejdet mere progressivt. Det er uden tvivl sundt at opleve, at nogle dage kommer musikken flyvende ind i rummet på magisk vis, og andre dage skal man arbejde for det. Lotte Aagard kommer på besøg i studiet et par gange og kan fortælle, at stemningen er den samme rundt omkring i dag, hun griner lidt og siger: “typisk dag tre”.

Vi ender med en sang om altid at vende hjem; uanset hvor meget man skal ud at opleve og har brug for netop at sætte sig selv fri, så vender man altid hjem, på den ene eller den anden måde. Ida leverer en super vokal, og Ricardo får virkelig givet det sit præg med et mega drop inde i midten.
 

Torsdag: Inspiration fra Asiens hits
PopCampens sidste rigtige dag er kommet. John åbner pitchen med ordene om, hvor fantastisk en uge, han har oplevet, at det har været. Med de ord er vi alle klar på at give den en sidste skalle i dag!

Jeg er på hold med min roommate Nanna Larsen, som jeg har haft nogle hyggelige aftensnakke med den seneste uge. Hun er super skøn og har en masse historier fra landevejen, som hun gerne deler ud af. Det har givet min uge et dejligt præg! Vi er inde i studiet hos britiske Kevin Charge, som har kæmpe erfaring - særligt med musik til K-Pop/J-Pop markedet, som også er dét, opgaven lyder på i dag. Som de andre dage går der ikke lang tid, før der er musik i rummet. Det er en blanding mellem Kevin bag klaveret, mig med guitar og Nanna, som slynger melodier ud, der indkapsler en eller anden idé. Allerede nu fornemmer vi en form for ballade; noget storslået pop i Adele- eller Kelly Clarkson-stilen.

Det er virkelig fedt at observere Nanna i sin søgen efter melodierne og ordene - og da vi går ud for at skrive videre, mens Kevin arbejder på tracket, er det sgu fedt at sidde over for Nanna og arbejde sammen på den måde. Da vi kommer til vokalindspilningerne, bliver vi enige om, at Nanna er den - den ligger godt til hende og er lige anelse over mit vokale sweet spot, så jeg får i stedet lagt nogle korstemmer.

I aften er der afslutningsfest og gennemlytning af alle sangene, der er skrevet i løbet af ugen. Knap 30 sange, så vidt jeg husker. Det er et overdådigt festmåltid og en lige så fantastisk stemning mellem os allesammen - den slags stemning og venskabelighed, der opstår, når man har skrevet musik sammen, intenst i en uge. Sangene er vidt forskellige, og man kan høre producerens særpræg og DNA i de færdige mix.

Der er VM i fodbold, og jeg bonder særligt med Jonny over Englandskampen, ligesom jeg til festen får snakket mere med Meldra. En af frynsegoderne ved PopCamp er de nye venskaber, kontakter og kolleger, man får ud af det, og de to briter fra Birmingham gav noget særligt til min uge i Lundgaard Studierne, og jeg glæder mig til at arbejde med dem igen.
 

Fredag: Nye venskaber og fagligt gåpåmod
Fredag morgen den 29. juni spiser vi tømmermændsmorgenmad, tager afsked med hinanden allesammen og siger “på gensyn”. Jeg skal skynde mig videre mod Aalborg, da jeg har fået den fantastiske tjans at varme op for Marie Key og Nik & Jay i Skovdalen.

Helt høj på en fremragende uge og fyldt til randen med inspiration, kreativitet og gåpåmod, sidder jeg nu i toget og kan næsten ikke få armene ned over denne uges fantastiske oplevelser og nye venskaber.

 - Rikke.

Læs mere om Rikke og hendes musik på R. Noors officielle Facebook-side.

Se DJBFA's tidligere og kommende A-ophold.

A-opholdene i 2019 annonceres senere på året på DJBFA's hjemmeside og i medlemsnyhedsbreve.

(Fotos fra PopCamp taget af: Ida Björg, John Aagaard og Rikke Noor).