Aktuelt

En uge med co-writing på A-Camp Stockholm 2019: Uge 7

Tirsdag, 23 oktober, 2018
Kom med på en uges sangskrivningsophold i Stockholm til februar. Mød succesfulde folk fra musikbranchen og co-write med de bedste producere, sangskrivere og artister.

DJBFA har flere år i træk tilbudt arbejdsholdet A-Camp Stockholm med fokus på co-writing i popmusikkens hovedstad. Projektleder Rasmus Fjeldsted fra Musicmakers står for turen. Han har også stået for DJBFA's sangskrivningscamp A-Camp USA. I 2019 tager vi ikke til USA, men tilbyder til gengæld to gange A-Camp Stockholm. En i uge 7 i februar, og en i uge 42 til oktober.

Lige nu kan du søge om at komme med på A-Camp Stockholm 2019 i uge 7. Senere på året 2019 annonceres ansøgningsrunden til efterårsturen.Vi arbejder med co-writing og netværk i poppens hovedstad, Stockholm.

Kom med på A-Camp Stockholm i uge 7, den 10.-16. februar 2019! Her kommer du til at rejse sammen med ni andre danske sangskriverkolleger og projektleder Rasmus Fjeldsted til Stockholm. Den svenske hovedstad har gennem årtier har været en absolut storleverandør af musikken til de globale hitlister. På turen får du mulighed for at etablere et personligt netværk, udvikle dig som artist og/eller forny dine producerevner.

Du vil møde succesfulde folk fra musikbranchen og arbejde med de bedste svenske og internationale producere, sangskrivere og artister. Musicmakers samarbejder med de største labels og har fingeren på pulsen for alle de nye aktører i byen. Tidligere deltagere har i dag et habilt netværk, flere cuts og efterfølgende egne ture som direkte udbytte af deltagelsen. Så tag med på denne tur – den kan ændre dit musikliv markant!

Vi rejser som en gruppe, men turen er stærkt individuel. Alle deltagere vil blive matchet bedst muligt efter stil og ønske med deltagerne i den svenske lejr. Vi bor på et fælles centralt hotel, hvor der vil være rigelig mulighed for at udveksle erfaringer fra dagens musikalske oplevelser og fra vores individuelle karrierer. Vi deltager kollektivt i key-notes og netværksarrangementer.

Deltagelse på A-Camp Stockholm giver dig:

  • Et nyt stærkt og engageret netværk i en af de vigtigeste byer for produktion og afsætning af populær musik.
  • Nyt netværk med danske musikkolleger.
  • Ny indsigt i din egen formåen og muligheder.
  • Ny indsigt i, hvordan du kan optimere din musikforretning eller dig selv som artist for at slå igennem og få succes i branchen.

Se video fra A-Camp i 2016:

Eksempel på ugeprogram

(med forbehold for ændringer):

Søndag: Opstart og briefing.
Mandag: Co-write kl. 10-16.
Tirsdag: Co-write kl. 10-16.
Onsdag: Co-write 10-16 / aften mulighed for livekoncert/social aktivitet.
Torsdag: Co-write 10-16 / Socialt arrangement aften.
Fredag: Dag: 2 x keynote / Aften: netværksmiddag med alle deltagere.
Lørdag: Hjemrejsedag.
 

Fakta om A-Camp Stockholm 2019: Uge 7

Tidspunkt: Uge 7 i 2019. Afrejse søndag den 10. februar, hjemkomst lørdag den 16. februar 2019.

DJBFA og Kodas Kulturelle Midler afholder hovedparten af udgiften i forbindelse med din deltagelse, så du skal selv kun betale 1.000 kr. i deltagergebyr.

Deltagerprisen inkluderer: Transport til og fra Stockholm, hotel, indkvartering syv dage, kort til tunnelbanen syv dage, netværksmiddag, keynotes. Deltagerne afholder selv forplejning.

A-Camp Stockholm arrangeres i samarbejde mellem DJBFA, Musicmakers Aps og svenske Catapult Music Group.
 

Sådan søger du

Er du medlem af DJBFA og/eller af Koda, så kan du søge om at komme med på A-opholdet A-Camp Stockholm 2018.

Du får besked, om du er kommet med medio december, hvor du vil modtage en faktura på din egenbetaling. Hvis du ikke har betalt de 1.000 kr. inden den angivne betalingsdato, vil opholdet med det samme tilfalde en anden ansøger. Du vil IKKE blive rykket for betaling, så du skal selv sørge for at sikre dig, at pengene er indbetalt.

Der ansøges via DJBFA's ansøgningssystem. Anvend Google Chrome (eller Firefox) som browser. Opret en bruger, log ind og vælg "A-ophold". Du bliver bedt om at begrunde, hvorfor du skal med på A-opholdet samt at oploade eller linke til tre af dine sange. Vedhæft følgende filer i pdf-format: Beskrivelse af dine lydfiler og en minibiografi. Du kan også vedhæfte sangtekster og pressefoto, hvis du vil.

Alle tekstfiler skal uploades som pdf, og lydfilerne skal uploades som mp3 (eller m4a). Der må ikke være specialtegn (fx %5.&?!’) i filernes titler, og musikfilerne må ikke være for store (fx over 10 MB) – så vil du højst sandsynligt få problemer med at uploade.

Det anbefales at lave sin ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så der er tid til at få teknisk bistand fra sekretariatet, hvis nødvendigt.

Ansøgningsfrist: Mandag den 26. november 2018 kl. 23.59. 

SØG HER

Har du yderligere spørgsmål til A-Camp Stockholm, er du velkommen til at skrive til A-opholdets projektleder Rasmus Fjeldsted (MusicMakers) på rasmus@musicmakers.dk.