Aktuelt

Første netværksmøde i Sessions og sangskrivning

Torsdag, 15 november, 2018
DJBFA inviterer nu til første møde i netværket "Sessions og sangskrivning". Netværk med dine sangskriver-kolleger og hør foredrag med sangskriver Julia Fabrin den 10. december.

DJBFA og Kamilia Amélie inviterer til netværksmøde for sangskrivere og foredrag med sangskriver Julia Fabrin mandag den 10. december kl. 17.00-19.00 i København. Arrangementet er første i rækken i DJBFA's nye åbne netværk "Sessions og sangskrivning".
 

Foredrag med Julia Fabrin

Julia Fabrin er sangerinde og sangskriver og lever af at skrive sange til egne projekter og andre artister, heriblandt Christopher, Sanne Salomonsen og Emmelie de Forest ("Only Tearsdrops", Melodi Grand Prix-vinder fra 2013). Julia Fabrin har været med til at skrive flere nr. 1-singler og har over 50 cuts på top 10-albums. Hun har været nomineret til to Danish Songwriter Awards (Carl Prisen) for International Breakthrough og Talent of the Year.

Julia Fabrin vil fortælle om hendes hverdag som sangskriver, hendes vej ind i branchen og hvordan hun arbejder i forskellige konstellationer.

Herefter vil der være mulighed for at stille spørgsmål og gå endnu mere i dybden med lige præcis det, som deltagerne er nysgerrige på.
 

Networking for sangskrivere

Anden del vil bestå af networking for deltagerne, hvor man har mulighed for at lære nye kollegaer eller eventuelle fremtidige arbejdspartnere at kende og udvide sit netværk i branchen. Et stort og godt netværk er en hjælp til at finde lige præcis den eller dem, der kan hjælpe én det næste skridt videre, og her er en oplagt mulighed.
 

Praktisk info

Tid og sted: Mandag den 10. december 2018 kl. 17.00-19.00 i København. Tilmeldte deltagere får adressen på mail fra Kamilia Amélie.

Arrangementet er gratis og åbent for alle Kodas medlemmer. Af hensyn til begrænset deltagerantal, bedes I tilmelde jer pr. mail til Kamilia Amélie på kamilia@amebyame.com.

OBS. Der ydes transportrefusion i forbindelse med deltagelse i netværksarrangementer, hvis man krydser Storebælt. Du skal rejse med billigste transportform (ikke taxa), og du kan få refunderet op til 1.000 kr. Kopi af transport-bilagene sendes til djbfa@djbfa.dk.

DJBFA's netværk drives med midler fra Kodas Kulturelle Midler.

PR-foto øverst: Julia Fabrin. Fotograf: Leslie Holm.