Aktuelt

International Eurovision Camp 2019

Tirsdag, 5 februar, 2019
Vær med til at skrive fremtidens Melodi Grand Prix-sange. Kom med på A-opholdet International Eurovision Camp i Palma seks dage i juni.

Sangskriverholdet fra 2018 i Palma Studios.For andet år i træk tilbyder DJBFA danske sangskrivere muligheden for at komme med på co-writing-opholdet International Eurovision Camp. Du kan være med til at skrive den næste Eurovision-vindersang, endda i nybyggede Palma Music Studios på Mallorca.

Ansøg om at komme med på A-opholdet International Eurovision Camp 2019, som finder sted den 10.-16. juni. Ansøg senest 28. februar.

The Arrangement og DJBFA inviterer til en uges intensivt arbejdsophold på Mallorca, hvor der skrives til både det danske, men i høj grand også internationale Eurovision.

Sidste års ophold var en succes med stort kreativt resultat. Her blev der skabt tre sange, som dyster i Dansk Melodi Grand Prix 2019, tre sange, der er udkommet med andre artister, samt netværk, som efterfølgende har skabt sange til både det svenske og det britiske Melodi Grand Prix. Nu gør vi det igen.

Campen foregår under ledelse af Anders Fredslund-Hansen, som har været involveret i over 50 danske Melodi Grand Prix-bidrag som publisher i de sidste 13 år. I år er antallet af sange, Anders er publisher på, helt oppe på fire i det danske, et i det engelske og et i det svenske Melodi Grand Prix.

På campen vil der være deltagelse af i alt 18 sangskrivere, hvoraf de seks vil være inviterede internationale sangskrivere med stor succes i Eurovision, herunder flere der har skrevet Eurovison-vindersange.

Se videoen fra sidste års ophold:

Fakta om International Eurovision Camp

Arbejdsopholdet foregår i dagene 10.-16. juni 2019 i Palma på Mallorca.

Vi leder efter både toplinere, tekstforfattere (engelsk) samt trackwriters/producere. I vurdering af ansøgerne lægges vægt på følgende kriterier: Stærk melodisk tæft - God til engelske tekster - Stærk vokalist - Dygtig producer.

DJBFA og Koda Kultur afholder hovedparten af udgiften i forbindelse med din deltagelse på International Eurovision Camp, herunder rejse, ophold, mad morgen og frokost. Du skal blot betale 1.000 kr. i deltagergebyr.

Hvis du bliver udvalgt, vil du vil modtage en faktura på din egenbetaling. Hvis du ikke har betalt de 1.000 kr. på dagen for betalingsfristen, vil opholdet med det samme tilfalde en anden ansøger.
 

Sådan søger du

Er du medlem af DJBFA og/eller af Koda, så kan du søge om at komme med på A-opholdet International Eurovision Camp 2019.

Du får besked, om du er kommet med i slutningen af marts, hvorefter du vil modtage en faktura på din egenbetaling. Hvis du ikke har betalt de 1.000 kr. inden den angivne betalingsdato, vil opholdet med det samme tilfalde en anden ansøger. Du vil IKKE blive rykket for betaling, så du skal selv sørge for at sikre dig, at pengene er indbetalt.

Der ansøges via DJBFA's ansøgningssystem. Her vil du blive bedt om at skrive en kort ansøgning med information om, hvorfor du gerne vil med på International Eurovision Camp.

Du skal også uploade en minibiografi/CV samt uploade eller linke til tre af dine musiknumre og uploade en tekst med kort beskrivelse af musikken. Alle tekstfiler skal uploades som pdf, og lydfilerne skal uploades som mp3 (eller m4a).

Der må ikke være specialtegn (fx %&?!’) i filernes titler, og musikfilerne må ikke være for store (max 10 MB) – så vil du højst sandsynligt få problemer med at uploade.

Vi anbefaler, at du laver din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så der er tid til at få teknisk bistand fra sekretariatet, hvis nødvendigt.

Ansøgningsfrist: Torsdag den 28. februar 2019 kl. 23.59. 

SØG HER

Hvis du har yderligere spørgsmål, så send en mail til projektleder Anders Fredslund-Hansen på anders@thearrangement.dk

(Foto øverst: Fra internationalt Eurovision. Fotograf: David Jones. Creative commons).