Aktuelt

International Eurovision Camp 2020

Mandag, 9 marts, 2020
Vær med til at skrive fremtidens Eurovision hits! Kom med på International Eurovision Camp i Palma Music Studios på Mallorca 12.-17. juni 2020.

Bemærk: Vi følger situationen med Covid-19 nøje. Såfremt det vil være risikabelt at afholde campen på det planlagt tidspunkt, flytter vi til et senere tidspunkt. Alle udvalgte vil beholde deres plads.

For tredje år i træk tilbyder DJBFA og The Arrangement danske sangskrivere muligheden for at komme med på co-writing-opholdet International Eurovision Camp. Du kan være med til at skrive den næste vindersang til Eurovision i lækre Palma Music Studio.

På sidste års camp blev den danske vindersang ”Yes” skrevet af Emil Lei, Linnea Deb og Jimmy Jansson. Det samme gjorde sangen ”Take A Chance”, hvis ophavsmænd Marcus Winther-John, Karl-Frederik Reichhardt og Jimmy Jansson ligeledes var med på campen. ”Take A Chance” endte på en flot 8. plads i den svenske finale.

International Eurovision Camp 2020 finder sted den 12.-17. juni. Ansøg senest 6. april.

DJBFA og The Arrangement inviterer til en uges intensivt arbejdsophold på Mallorca, hvor der skrives til både det danske og i høj grad også internationale Eurovision. International Eurovision Camp afholdes desuden i samarbejde med Universal Music Sverige og Capitol Music Sverige.

Campen foregår under ledelse af Anders Fredslund-Hansen (stifter og direktør i The Arrangement), og der vil være deltagelse af Frida Boström (A&R Manager Universal Music) og Nicholas Johansson (A&R Manager Universal Music / Head of Capitol Publishing).

På campen vil der være deltagelse af i alt 18 sangskrivere, hvoraf de seks vil være inviterede internationale sangskrivere med stor succes i Eurovision, herunder flere der har skrevet Eurovision-vindersange. På årets camp får vi bl.a. besøg af Jimmy Jansson, der slog rekord og havde hele seks sange med i den svenske Melodi Festival i år.

Se videoen fra sidste års ophold:

Fakta om International Eurovision Camp

Arbejdsopholdet foregår i dagene 12.-17. juni 2020 i Palma på Mallorca. Der er afgang fra Københavns Lufthavn om morgenen 12. juni og hjemkomst sen aften 17. juni.

Vi leder efter både toplinere, tekstforfattere (engelsk) samt trackwriters/producere. I vurdering af ansøgerne lægges vægt på følgende kriterier:

  • Stærk melodisk tæft
  • God til engelske tekster
  • Stærk vokal
  • Dygtig producer

DJBFA og Koda Kultur afholder hovedparten af udgiften i forbindelse med din deltagelse på International Eurovision Camp, herunder rejse, ophold, mad morgen og frokost. Du skal blot betale 1.000 kr. i deltagergebyr.

Sådan søger du

Er du medlem af DJBFA og/eller af Koda, så kan du søge om at komme med på arbejdsopholdet International Eurovision Camp 2020.

Du får besked, om du er kommet med i slutningen af marts, hvorefter du vil modtage en faktura på din egenbetaling. Hvis du ikke har betalt de 1.000 kr. inden den angivne betalingsdato, vil opholdet tilfalde en anden ansøger.

Der ansøges via DJBFA's ansøgningssystem. Her vil du blive bedt om at skrive en kort ansøgning med information om, hvorfor du gerne vil med på International Eurovision Camp.

Du skal også uploade en minibiografi/CV samt uploade eller linke til tre af dine musiknumre og uploade en tekst med kort beskrivelse af musikken. Alle tekstfiler skal uploades som pdf, og lydfilerne skal uploades som mp3 (eller m4a).

Der må ikke være specialtegn (fx %&?!’) i filernes titler, og musikfilerne må ikke være for store (max 10 MB) – så vil du højst sandsynligt få problemer med at uploade.

Vi anbefaler, at du laver din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så der er tid til at få teknisk bistand fra sekretariatet, hvis nødvendigt.

Ansøgningsfrist: mandag den 6. april 2020 kl. 23.59.

SØG HER

Hvis du har yderligere spørgsmål, kan du kontakte projektleder Anders Fredslund-Hansen på anders@thearrangement.dk

Foto øverst: Colourbox.dk