Karrierecoaching

DJBFA tilbyder skræddersyet karrierecoaching til sangskrivere og komponister i alle genrer. Gratis for DJBFA-medlemmer.

Ønsker du at finde nye veje, lyttere og rum for din musik?

Coaching via DJBFA er opbygget som et individuelt sparringsforløb, der giver dig mulighed for at dykke ned i lige præcis det, der er vigtigt for dig og din professionelle karriere. Du får med andre ord et coachingforløb, som bliver skræddersyet til dig. Coachen har tavshedspligt.

DJBFA tilbyder to forskellige forløb, så du kan vælge, hvad der passer bedst til dig:

  • Coach Bjørg Hedelykke har fokus på helheden: at hjælpe dig med at få overblik, retning og klarhed.
  • Coach Lasse Boman giver konkrete svar, råd og ideer til, hvordan du kan komme videre med din karriere.

Læs mere om de to og deres forskellige tilgange – og muligheder – længere nede.

Med et coachingforløb får du:

  • Personlig, individuel coaching og sparring
  • Hjælp til projektudvikling
  • Sparring på valg og tvivlsspørgsmål
  • Typisk fem sessioner af ca. en times varighed

Et forløb kan f.eks. indeholde sparring på:

  • Struktur til at gøre din professionelle hverdag bedre
  • Konkrete musikprojekter
  • Dit kompositoriske virke
  • Hvordan du fastsætter dine priser

Ansøgning

  • Alle medlemmer af DJBFA og af Koda kan ansøge om et coachingforløb. Hver person kan få et coachingforløb én gang.
  • Man kan søge om coachingforløb løbende hele året.
  • Afslag offentliggøres ikke.
  • Gratis for DJBFA-medlemmer.
  • Hvis du ikke er medlem af DJBFA, koster forløbet 350 kr. Du kan betale på MobilePay på 78607. Du er velkommen til at betale, før din ansøgning er blevet godkendt, hvis du vil speede processen op: Hvis du ikke bliver godkendt til coaching, betaler vi naturligvis beløbet tilbage.

Karrierecoaching er støttet af Koda Kultur.

Lær de to coaches at kende

Bjørg Hedelykke

Er du, hvor du vil være som sangskriver? Er du i tvivl om egne evner? Eller er du godt på vej, men mangler sparring på dit næste træk?

Et coachingforløb med Bjørg Hedelykke hjælper dig med at få overblik, retning og klarhed. Bjørg tager sit udgangspunkt lige der, hvor du er i dit skabende virke, og hvordan du skaber en bedre forretning for dig selv som komponist.

Karrierecoachingen består af karrierevejledning, kunstnerisk virke og personlig kompetenceudvikling. Det er helhedsorienteret karrierecoaching, der fordyber sig i dine personlige mål. Hvert coachingforløb er individuelt skræddersyet til det enkelte menneske.

Bjørg Hedelykke har mange års erfaring fra kunstneriske brancher såsom skøn- og faglitteratur, billedkunst, klassisk og rytmisk musik. Hun er certificeret Co-Active Coach med 17 års erfaring og over 5.000 kunder i individuelle forløb. Hendes erfaringer, interesser, uddannelser og karrierevalg bindes sammen i hendes coaching og resulterer i nye opfattelsesmåder, veje og resultater.

Tidligere har Bjørg været specifikt tilknyttet DJBFA's projekt MusicBusiness 2020 og tænketanken Musik & Sundhed. De seneste tre år som medlemscoach i DJBFA.

Coachingerne med Bjørg finder sted på Panumsvej 51, 1. sal, 2500 Valby. Bjørg Hedelykke kan kontaktes direkte på bjorg@personalcoach.dk

Lasse Boman

Skal du udgive selv eller skrive under med et pladeselskab? Hvordan kommer du ud og spiller koncerter? Hvor meget tager en manager for sit arbejde?

Både som ny og etableret i musikbranchen sidder man ofte med en masse spørgsmål, som sjældent har enkle svar i vores dynamiske branche.

DJBFA byder Lasse Boman velkommen til at give svar, råd og ideer til, hvordan du kan komme videre med din karriere.

Lasse Boman har en bred erfaring fra musikbranchen: han har været livemusiker for blandt andet Shaka Loveless, The William Blakes, Medina og Outlandish, manager for Fridolin Nordsø og Shaka Loveless samt tidligere produktionsansvarlig hos Beatbox Booking og bookingagent hos Copenhagen Music.

Hans store, konkrete viden og netværk kan hjælpe med de udfordringer, man møder som både upcoming og mere etableret kunstner.

Der loves ingen lette løsninger, for de findes sjældent, og du skal være indstillet på at se dine sessions som inspiration, vejviser eller måske til at finde ud af, hvad du helt sikkert ikke skal i din karriere. Uanset hvad kan du regne med at møde en person i øjenhøjde, som vil møde dig i de overvejelser og problemer, du møder for nuværende, og give de bedst mulige råd og anvisninger til løsninger.

Sådan søger du

Ansøgning foregår via Koda Kulturs fælles ansøgningssystem. Her udfylder du info om dig selv og bliver bedt om at uddybe, hvad du søger coaching til, hvad dine udfordringer og forventninger mm. er. Du bliver også bedt om at linke til noget af din musik. I ansøgningen vælger du også, hvilket af de to forløber du er interesseret i.

SØG HER

Note om mental sundhed: Vi vil gerne coache alle, men vi anbefaler alle ansøgere, som er diagnosticeret med f.eks. depression eller angst at vente med at søge, til de er i bedre mental balance. Både for coachens og for din skyld.