Aktuelt

Kom tæt på den tyske musikbranche med Der Schlager schlägt zu!

Onsdag, 3 oktober, 2018
"Schlager" er en kæmpe musikindustri i Tyskland. Prøv kræfter med det tyske marked på DJBFA's A-ophold Der Schlager schlägt zu! 2019 i Nordtyskland.

I Tyskland spilles genren Schlager overalt. På særlige Schlager-radiostationer, på udsolgte stadions og i TV-shows hos ARD, ZDF og MDR med millioner af seere. Schlager-kunstnere som Helene Fischer, Andrea Berg og Vanessa Mai er med til at sikre branchens store succes. Schlager-sangerne efterspørger i høj grad sange fra komponister og tekstforfattere. Hamburgs Barclay Card Arena, hvor vi skal til Schlager-koncert. PR-foto.

For fjerde år i træk sætter DJBFA fokus på sangskrivning til det tysksprogede Schlager-marked med A-opholdet Der Schlager schlägt zu! 2019. Her kan du komme til at komponere sange, som særligt passer genren, med tekster af tyske tekstforfattere.

En af deltagerne fra A-opholdet i 2018 opnåede at komme i Top 10 med en udgivelse i august – og flere sange er på vej til at blive afsat.
 

Temaer for dagene

  • Pitchning af sange til tyske pladeselskaber og kunstnere.
  • Hvad er nyeste musikalske trends i Schlager-branchen?
  • Hvad er fremgangsmåden for afsætning af sange?
  • Feedback på sange og professionel vurdering/coachning af deres potentiale.
     

Forventet udbytte

  • Få komponeret nye sange, der matcher genren.
  • Få lavet tyske tekster til sangene.
  • Få etableret et netværk og samarbejde med tysksprogede producenter og tekstforfattere.
     

Program: Der Schlager schlägt zu!

A-opholdet finder sted fra den 24. marts til 31. marts 2019. Deltagerantallet er max. 10 personer.

Schlager-seminar i Rendsburg
Opholdet begynder med et firedages ”Schlager-seminar” på Nordkolleg i Rendsburg. Det danner basis for samarbejde mellem tyske tekstforfattere og danske komponister. Som noget nyt på Der Schlager schlägt zu! forventes deltagelse af mindst to tyske producere, som kan fremme produktiviteten af sange til det tyske marked.Schlager-sangskriver Tobias Reitz underviser. PR-foto: Michael Jäger.

Der gives en intro til Schlager-branchen, de kunstnere, som mangler sange, og deres pladeselskaber. På Nordkolleg lægges der især vægt på komposition, tekstskrivning og produktion af sange, så de kan gøres mest salgbare. Sange skrives og produceres via gruppearbejde. På sidste dag på Nordkolleg fremlægges de nyskrevne sange – og sendes til kunstnere og pladeselskaber.

Underviser er Tobias Reitz, der står bag 600 tekster til kendte kunstnere som Helene Fischer, Michelle m.fl. Til seminaret vil der også være tyske tekstforfattere, man kan samarbejde med om tekstskrivning og komposition.

Tobias Reitz taler engelsk, og hans undervisning vil af hensyn til alle deltagere primært være på engelsk. De tekster, der gennemgås, er på tysk. Dog er Reitz og projektleder Micael Castor Andersen meget opmærksomme på, at alle får et optimalt udbytte af undervisningen, og de hjælper gerne med sproglige vanskeligheder.

Nordkolleg er et velrenommeret akademi i midten af Schleswig-Holstein. Udover musikundervisning er det også kendt for koncerter og kurser inden for kulturindustrien.

Koncert og branchetræf i Hamburg 
Efter Nordkolleg går rejsen videre til Hamburg. Byen regnes for en af Tysklands topbyer for kreative erhverv og blandt de førende inden for medie- og kulturverdenen. Årligt estimeres omsætningen til hele 25 mia. euro inden for kreative erhverv - altså et kæmpe marked for afsætning af musik. Hamburg er også en af Tysklands førende koncertbyer, bl.a. med Schlagermove, som samler omkring 500.000 tilskuere.

I Hamburg kommer A-ophold-deltagerne med til Die Schlagernacht des Jahres Show i Barclaycard Arena med eliten af tyske Schlager-stjerner.

I Hamburg vil der blive arrangeret møder med branchefolk i relation til Schlager. Vi bor på enkeltværelser på Quality Hotel Ambassador. Al transport undervejs er med tog og bus.
 

Pris

A-opholdet koster 13.000 kr. pr. deltager, men DJBFA og Kodas kulturelle midler afholder hovedparten af udgiften, så du skal kun selv betale 1.000 kr. i deltagergebyr. Prisen dækker tog tur-retur fra Danmark til Tyskland. Endvidere overnatning, transport og måltider i Tyskland.

Hvis du bliver udvalgt, vil du modtage en faktura på din egenbetaling. Hvis du ikke har betalt de 1.000 kr. inden den påførte betalingsfrist, vil pladsen tilfalde en anden ansøger.
 

Ansøgning

Du kan komme i betragtning, hvis du er medlem af DJBFA og/eller af Koda.

Der ansøges via DJBFA's ansøgningssystem. Anvend Google Chrome (eller Firefox) som browser. Opret en bruger, log ind og vælg "A-ophold". Du bliver bedt om at begrunde, hvorfor du skal med på A-opholdet samt at oploade eller linke til tre af dine sange. Vedhæft følgende filer i pdf-format: Beskrivelse af dine lydfiler og en minibiografi. Du kan også vedhæfte sangtekster og pressefoto, hvis du vil.

Alle tekstfiler skal uploades som pdf, og lydfilerne skal uploades som mp3 (eller m4a). Der må ikke være specialtegn (fx %5.&?!’) i filernes titler, og musikfilerne må ikke være for store (fx over 10 MB) – så vil du højst sandsynligt få problemer med at uploade.

Det anbefales at lave sin ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så der er tid til at få teknisk bistand fra sekretariatet, hvis nødvendigt.

I din ansøgningstekst og/eller minibiografi, bedes du komme ind på:

  • Om du spiller nogen instrumenter - og hvilke.
  • Om du også selv producerer sange.
  • Dit forhold til Schlager-musik – nævn evt. tre Schlager-kunstnere, du særligt kan lide.
  • Hvor meget du har arbejdet med populærmusik.
  • Særlige hensyn, der skal tages til dig på turen, ang. mad, medicin eller andet.

SØG HER.

Ansøgningsfrist: Tirsdag den 6. november 2018 kl. 23.59.

Der vil være kunstnerisk udvælgelse af deltagerne, og ansøgere får besked ultimo november.

Har du spørgsmål vedrørende arbejdsopholdet? Skriv til projektleder Micael Castor Andersen på info@castor-visions.dk.

Foto øverst: Hamburgs gamle bydel. Colourbox.