Aktuelt

Komponister skal også snakke musik!

Mandag, 8 januar, 2018
Komponister og sangskrivere skal mødes og snakke musikpolitik. Det er en del af bagtanken, når DJBFA i januar søsætter et nyt initiativ for alle medlemmer i Koda. Det første arrangement i debatSALONEN skal snakke musik og børn.

Vi kender alle lyden af musik. Men der er også brug for at mødes og snakke musik og musikkens vilkår. Det er en del af ideen bag et nyt initiativ. Arrangementerne kommer som hovedregel til at foregå i København og har fået titlen ”debatSALONEN”.

- Vi vil gerne være mødestedet, hvor vi snakker om vores fag og arbejdsvilkår som komponister. Vi vil gerne invitere spændende folk udefra til at snakke om musikken med komponisterne. Debatsalonen bliver en hyggelig og inspirerende måde at mødes om at styrke musikken. Og så håber vi naturligvis også, at vi på den måde får sået frø, der kan blive til nye tanker og initiativer til at styrke os som komponister, siger DJBFA's formand, Susi Hyldgaard.

Første arrangement i debatSALONEN kommer til at handle om børn og musik. Interessen for musik vækkes fra helt tidligt i livet. Men bliver musikken brugt godt nok i skolernes læringsmiljø? Og hvordan får vi skabt interessen om at lave og bruge musik som en aktiv del af hele børnelivet?

DebatSALONEN foregår første gang den 29. januar 2018. Blandt gæsterne udefra er koncertdirektør Ebbe Høyrup fra LMS, Levende Musik i Skolen, og Alex Ahrendtsen, folkeskoleordfører og kulturordfører for Dansk Folkeparti på Christiansborg.

Der bliver både mulighed for at snakke om betydningen af levende musik i skolen; hvordan kompetencecentret LMS fungerer og hvordan skolerne kan udnytte musikkens muligheder bedre i undervisningsøjemed.

Se invitation til debatSALONEN og tilmeld dig HER.

DebatSALONEN er gratis for alle medlemmer i Koda.