Aktuelt

Komposium 2016 - Jazz / bigband arbejdsforløb

Fredag, 15 januar, 2016
DJBFA og JazzDanmark tilbyder spændende kompositorisk uddannelses-/inspirationsforløb med Guillermo Klein og bigbandet The Orchestra.

I efteråret 2014 afviklede JazzDanmark i samarbejde med The Orchestra og DJBFA workshop-projektet Komposium. Nu gentages projektet i 2016 med endnu en international kapacitet som underviser og inspirator, nemlig den argentinske pianist og komponist Guillermo Klein.

I foråret 2016 vender Komposium tilbage med den argentinske pianist og komponist Guillermo Klein. Klein er en af de mest spændende komponister på den internationale scene i dag – både for mindre og større grupper. I maj/juni 2016 vil han være i Danmark ved et halvanden måned langt recidency ophold.

Det er bigbandet The Orchestra, der som initiativtager har inviteret den argentiskfødte komponist og bandleader til landet, og det danske bigband vil også selv samarbejde og spille koncert med Klein og hans kompositioner i perioden.

Komposium - et workshopforløb med individuel coaching

Over en periode på 5 uger får 8 danske komponister mulighed for at deltage i et kompositorisk uddannelses-/inspirationsforløb med Guillermo Klein. Man behøver ikke i forvejen have erfaring med bigbandkomposition, men skal i dette forløb have lyst til at arbejde med en komposition, som til slut fremføres af The Orchestra ved en række koncerter.

Forløbet vil bestå af:

11.-13. maj kl. 10.00-16.00

3 dages samlet workshop for de 8 deltagende komponister. Oplæg og gensidig inspiration under kreativ ledelse af Guillermo Klein

17.-20. maj kl. 10.00-13.00 og 14.00-17.00

3 timers individuel coaching for hver komponist (3 timer pr. deltager fordelt på de 4 dage, aftales nærmere senere)

23.-24. maj

2 workshopdage hvor det foreløbige materiale kan testes af på The Orchestra, Klein kan give feedback m.m.

30. maj-2. juni kl. 10.00-13.00 og 14.00-17.00

3 timers individuel coaching for hver komponist

6.-8. juni

3 workshopdage hvor de færdige kompositioner øves op med The Orchestra til de efterfølgende koncerter.

9.-12. juni

Komposium koncerter.

Hvis workshopdeltagere ikke kan deltage i koncerterne eller ikke selv ønsker at dirigere       deres værk, står Guillermo Klein til rådighed som dirigent.

Der tages forbehold for ændringer.
Se ansøgnings-kriterier og ansøgningsskema sidst i artiklen.

Øvrige aktiviteter med Guillermo Klein

Klein vil opholde sig i Danmark fra 9. maj – 13. juni. Har du inden for denne periode ønsker om andet samarbejde med Klein, er du velkommen til at sende en forespørgsel til JazzDanmark på lw@jazzdanmark.dk som vil formidle kontakten videre. Bemærk at ovenstående dage selvfølgelig er optaget i Kleins kalender.

Om Guillermo Klein

Den argentinske pianist og komponist Guillermo Klein (født 1969) er oprindeligt fra Buenos Aires men har base i New York hvor han bl.a. i en årrække har ledt ensemblet Los Guachos, som bl.a. har kunnet høres fast på jazzklubben ”Smalls”. Klein er selv uddannet fra Berklee College of Music og underviser i komposition ved f.eks. Jazz Schule Basel, Sibelius Academy Helsinki og Le Mirail i Toulouse.

Selvom han har nydt en del international opmærksomhed kan man endnu betegne ham som en ”musikerens musiker” hvis argentinske baggrund bestemt ikke lader sig fornægte i hverken spil eller komposition. Den varmblodede og elegante musik af f.eks. Astor Piazzolla har dannet grundlag for Kleins udtryk, og gennem årene har han skabt en ganske særlig sound og stil i mødet med nutidig amerikansk jazz. Klein skriver for mange forskellige konstellationer og orkestre, fra mindre combos op til symfoniorkester og gennemgående for hans arbejde er en konstant nerve og følelsesmæssig forankring. Hans eget Los Guachos er et 11-mands ensemble med bl.a. Mark Turner, Ben Monder og Jeff Ballard.

Se videoer

https://www.youtube.com/watch?v=pBh61mF5aMA

https://www.youtube.com/watch?v=gjPoZ-Vfe_8&list=RDpBh61mF5aMA&index=2

https://www.youtube.com/watch?v=HDYS5e7fD3E

Ansøgning og pris:

Workshop-forløbet afvikles af JazzDanmark for DJBFA i samarbejde med The Orchestra. Medlemsskab af DJBFA er således påkrævet for at kunne deltage i workshoppen.

Læs mere om medlemsskab HER. Førstegangsansøgere til projektet har fortrinsret.

Dog udbydes 2 af pladserne på workshoppen til Koda-medlemmer – se nedenfor.

Opholdet koster 15.000 kr.pr. deltager, men DJBFA afholder hovedparten af udgiften i forbindelse med din deltagelse, så du skal kun selv betale 1.000 kr. i deltagergebyr.

Hvis du bliver udvalgt, vil du modtage en faktura på din egenbetaling. Hvis du ikke har betalt de 1.000 kr. inden den påførte betalingsfrist, vil pladsen med det samme tilfalde en anden ansøger.

Send dit ansøgningsskema til djbfa@djbfa.dk

Ansøgningen bør indeholde oversigt over tidligere kompositorisk virke, evt. highlights samt 2-3 direkte links til lydeksempler.


Til Koda-medlemmer:

VIND ARBEJDSOPHOLD

To heldige medlemmer i Koda kan vinde en plads på arbejdsopholdet!

For at vinde skal du udfylde ansøgningsskemaet. Du vil herefter indgå i vurdering og kuratering på samme måde som medlemmer i DJBFA. Blandt alle ansøgere fra Koda, udvælges to heldige deltagere. De to deltager herefter på samme vilkår som medlemmer i DJBFA.

Ansøgning: Koda-medlem (men ikke DJBFA medlem) - send ansøgningsskemaet til djbfa@djbfa.dk, mrk. ”Koda-arbejdsophold Komposium 2-djbfa” 


ANSØG OM DELTAGELSE I KOMPOSIUM:

Du skal ansøge via særligt ansøgningsskema 

KLIK HER for at hente ansøgningsskema

Send din ansøgning til djbfa@djbfa.dk - mrk: Komposium

Udvælgelse af deltagere sker i et kunstnerisk udvalg bestående af repræsentanter fra bl.a. The Orchestra i samarbejde med Guillermo Klein. Workshopforløbet afvikles i København.

Ansøgningsfrist: tirsdag d. 9. februar kl. 24.00

Svar på ansøgning kan forventes senest d. 25. februar

(foto: PR www.theorchestra.dk)