Aktuelt

Kulturmødet 2018: Open call

Fredag, 9 marts, 2018
Dansk Kunstnerråd og Kulturmødet Mors holder open call for skabende og udøvende kunstnere ift. Kulturmødet 2018. Kulturmødet finder sted på Mors i august.

Skab kunst over temaet "At bygge bro". Kunst er en vigtig del af Kulturmødets DNA. En vigtig søjle i Kulturmødet er samtalen, men "enhver samtale om kunst er gold, hvis den ikke omgives af kunsten selv". Derfor præsenterer Kulturmødet Mors hvert år flere hundrede events med professionel dansk og international kunst inden for arkitektur, billed/rumkunst, film, litteratur, musik og scenekunst.

Dansk Kunstnerråd og Kulturmødet opfordrer skabende og udøvende kunstnere til at bidrage med ny, original kunst til Kulturmødet Mors. I sammenhæng og synergi med de mange samtaler om kunst og kultur ønsker Kulturmødet at give plads til kunst, der forholder sig til årets hovedtema, der har overskriften "At bygge bro".

Kulturmødet 2018 åbnedes den 26. august 2017 og består som tidligere af en række Optakt-møder landet over og i udlandet og den store session i Nykøbing Mors 23. til 25. august 2018. Her vil det være muligt at præsentere færdige værker, men også foreløbige idéer, works in progress og lignende.

Nu opfordres skabende og udøvende kunstnere til at dele deres idéer og visioner med Dansk Kunstnerråd og Kulturmødet.

Senest 1. april 2018 skal kunstnerne garantere realisering og sende en mere detaljeret beskrivelse til brug for Kulturmødets planlægning og program. Herefter foregår den konkrete præsentation på Kulturmødet Mors i samarbejde med Kulturmødets medarbejdere.

Læs hele Kunstnerrådet og Kulturmødet 2018's Open call. Her kan du se mere mere info om, hvad Kulturmødet søger, og hvordan og hvornår interesserede kunstnere skal indsende det.

(Pressefoto øverst: Poul Krebs live på Kulturmødet Mors 2017. Fotograf: Lars Dahl).