Aktuelt

Lær mere om filmmusik i København, Odense eller Aarhus

Torsdag, 14 november, 2019
Hvad skal man vide om filmmusik og brugen af musik i film? Brancheklubben for Film og Mediekomponister besøger en række uddannelsessteder i november.

BFM, Brancheklubben for Film og Mediekomponister sender de to erfarne filmkomponister Nicklas Schmidt og Jesper Hansen (sidstnævnte er desuden en del af DJBFA's bestyrelse) ud på landevejene. Her besøger de fire filmværksteder og European Film College fra den 20.-22. november 2019.  Der er adgang for alle interesserede til arrangementerne i København, Odense og Aarhus.

Her afholder de i alt fem totimers forløb i bl.a. København, Odense og Aarhus, hvor de fortæller om komposition af musik til film. Der er masser af plads til at få svar på spørgsmål, og Nicklas og Jesper vil komme rundt om følgende emner:

- Hvad kan en filmkomponist tilføre dit projekt? 
- Hvordan forløber samarbejdet med filmkomponister – og hvem på holdet arbejder typisk sammen med komponisterne.
- Økonomi – hvad koster det at få musik på din film. Fra gratis til Hollywood.
- Den gode kontrakt (bare sådan, at I ikke bliver uvenner…) 
- Ret og rettigheder – og betaling af samme.
- Cue-sheets og anden rapportering - i Danmark, i Europa og i den store verden.

Rundturen til uddannelserne er arrangeret af Brancheklubben for Film og Mediekomponister, et netværk finansieret af Kodas Kulturelle Midler via bl.a. DJBFA. BFM ser det også som vigtigt at styrke dialogen med fremtidens instruktører, producenter og klippere.

BFM, Nicklas Schmidt og Jesper Hansen kommer forbi disse dage:

  • Onsdag den 20. november kl. 17-19 – Filmværkstedet København.
  • Torsdag den 21. november kl. 14.30 -16.30 – Odense Filmværksted.
  • Torsdag den 21. november kl. 19.30 – 21.30 Aarhus Filmværksted.
  • Fredag den 22. november 10-11.30 The Animation Workshop (lukket arrangement).
  • Fredag den 22. november kl. 14-16 – European Film College (lukket arrangement).

Nicklas Schmidt er komponisten bag film som Unge Astrid og Flaskepost fra P, mens Jesper Hansen har komponeret til en lang række film, herunder bl.a. The Bride og Fodbolddommeren.

Arrangementerne er rettet mod filmskabere, men interesserede filmkomponister - eller kommende filmkomponister - er også meget velkommen. Der er begrænset plads til alle arrangementerne. Det er gratis, men kræver typisk tilmelding.

Se mere info om de enkelte besøg på www.filmkomponister.dk.