
Medlem i fokus!

Henrik Engqvist
Trommeslager Henrik Engqvist kunne for nylig rejse hjem fra USA som "Mest inspirerende trommeslager 2017" i det amerikanske TV-show Studio Jams International Inspiration Awards. Glæden kunne Henrik dele med den danske guitarist Søren Reiff, som samtidig vandt prisen som "Mest inspirerende guitarist". For at blive nomineret, skal man havde medvirket i et af Studio Jams shows. Herefter vælger en jury seks nominerede inden for forskellige grupper, og vinderen kåres via seerafstemning. Stort tillykke! (Foto: Carsten Weide)
Maria Hiort Petersen
...har boet og lavet musik i Brasilien i 12 år. Nu er hun i Danmark med sin første danske tour siden 2006 med et stærkt dansk/svensk hold. Repertoiret er Marias seneste kompositioner fra Rio og brasilianske klassikere.
Lise Westzynthius
...er tilbage med sit første album i seks år med den livsbekræftende titel JA. Inspirationen kommer bl.a. fra shamanisme, tantra og spirituelle ceremonier, der alt sammen har skabt grobund for de nye sange.
Silas Bjerregaard
...kan for tiden ses på tv hver søndag i Toppen af Poppen, hvor han fortolker og fortolkes af bl.a. Søren Sko, Claus Hempler og Lis Sørensen. Samtidig forbereder han sin første solotour efter 12 år i Turboweekend.
Laura Mo
…tager sit aktuelle album Steppebrand med på scenen på Tønder Festival og dernæst på tværs af landet på efterårsturné. På Steppebrand møder roots fra USA Lauras dansksprogede lyrik.
Basco
...bestående af Anders Ringgaard Andersen, Andreas Tophøj, Hal Parfitt-Murray og Ale Carr forener deres folk-toner med DR Big Bands storslåede lyd på scenen på Tønder Festival i slutningen af august.
Anne Dorte Michelsen
…kan denne sommer fejre rund fødselsdag, når hun runder de 60 år den 17. juli. Stort tillykke! Anne Dorte tilbringer sommeren på turné på tværs af Danmark med Maria Bramsen og Det lykkeligste band.
Martin Stender
…er blandt de mange DJBFA-medlemmer, som er i fuld aktion under Copenhagen Jazz Festival. Martin Stender står både på jazzfestivalens scener med Girls in Airports og sit nye band Night Repair.
Nikolaj Manuel Vonsild
…varmer op til årets Roskilde Festival sammen med resten af When Saints Go Machine. Efter nogle års pause er den eksperimenterende electropop-gruppe tilbage med EP’en It's a Mad Love og en række festivalkoncerter.
Jullie Hjetland
...har med succes betrådt de skrå brædder i den musikdramatiske fortælling Troen og ingen på Teatret Svalegangen baseret på albummet af Søren Huss. For den præstation er Jullie nu nomineret til en Reumert.
Peter Sommer
…er ude med sit femte soloalbum, Elskede at drømme, drømmer om at elske. Albummet er præget af Sommers lyriske åbenhjertighed og samarbejdet med hans band Tiggerne og duoen Bremer/McCoy.