Aktuelt

Middag og foredrag med John Nørgaard i Klubben Vest

Torsdag, 2 november, 2017
DJBFA's Klubben Vest inviterer til næste arrangement søndag den 12. november i Aarhus.

Netværket for DJBFA'ere og andre interesserede Koda-medlemmer i det østjyske, Klubben Vest, afholder næste arrangement den 12. november. Her inviteres der indenfor i hyggelige Gastro & Vino i Aarhus til netværksmiddag med dine komponistkolleger og musikforedrag med John Nørgaard.
 

Om John Nørgaard

Sangskriver John Nørgaard gæster Klubben Vest. Foto: PRAftenens musikalske indspark kommer fra John Nørgaard. Som sangskriver har han bevæget sig indenfor alle eksisterende og ikke-eksisterende genrer. Efter debutalbummet Kom sukker i cementen i 1972 startede han sit eget pladeselskab og udgave en LP sammen med Hans Theessink. Siden da har han udgivet flere hundrede sange ad fortrinsvis alternative kanaler.

I løbet af de seneste 20 år har han også leveret musik og tekst til computerspil og apps, og han er partner i et spilfirma i Australien. Samtidig har John Nørgaard også skrevet mere personlige sange, som han i øjeblikket er i gang med at indspille til sin kommende CD Afkog af en bagklog. I starten af firserne var han med i Trio Treo sammen med Poul Krebs og Lars Lilholt. Han har medvirket og komponeret til Østjysk Musikforsyning, To fag frem - og meget, meget mere. John optræder pt. med De Gamle Rotter med Lasse Helner og Jes Holtsø.

John Nørgaards tilgang til at komponere er yderst produktiv, mangfoldig og morsom, og han vil gerne give sine erfaringer videre - også til den unge generation - det er aldrig for sent at give op! Der vil være åben for spørgsmål og debat.
 

Tilmelding

Kom med til arrangementet den 12. november kl. 19 til cirka 22 i Klubben Vest på Gastro & Vino, Klostergade 68: Baggården i Aarhus til musikalsk inspiration, netværk, hygge, fed stemning, god mad og mulighed for køb af drikkevarer.

Arrangementet er gratis for alle DJBFA- og Koda-medlemmer.

Tilmelding: skriv til pianist@kurtfrimodt.dk. Mrk: “Klubben Vest”.

Foto øverst: gastroogvino.dk