Aktuelt

Mundharpeikonet Brendan Power i Klubben Vest

Onsdag, 21 februar, 2018
Brendan Power - New Zealandsk mundharpeikon og instrumental verdensstjerne. Kom med, når DJBFA's Klubben Vest inviterer indenfor til spisning og koncert og oplæg med Brendan Power 18. marts.

Mundharpe, som du aldrig har hørt det før! Med sit imponerende CV, der tæller samarbejde og indspilning med bl.a. stjerner som Sting, Van Morrison, Kate Bush og Paul Young har Brendan Power etableret sig som intet mindre end en legende på instrumentet. Nu gæster han DJBFA's Klubben Vest, som bl.a. residerer i “Kulturklinikken" i Randers syd.

Multiinstrumentalist, kromatisk mundharpespiller og DJBFA-medlem Jacob Venndt om Brendan Power:
- Brendan har betydet utrolig meget for min karriere som kromatisk mundharpespiller. Først og fremmest har jeg haft fornøjelsen af at arbejde sammen med ham om at udbrede kendskabet til det japanske “high-end” mundharpe-mærke Suzuki - som Brendan arrangerede, at jeg fik en sponsor-aftale med. Som inspiration er Brendan den mest vidtfavnende musiker på instrumentet i dag og hvad enten han spiller funky blues/jazz med sine loop-pedaler og effektmaskiner, kinesisk, arabisk, tyrkisk eller - hans største specialitet som han også har turneret hele verden rundt med: irsk folkemusik - eller bruger instrumentet kreativt i sit “songwriter-virke”, så sidder man altid tilbage med åben - smilende - mund!

- I dag har Brendan sit eget mundharpefirma i Canterbury i England, hvor han designer og skaber “power harps” i alle mulige forskellige størrelser og designs. Han er også en hyppigt benyttet musiker til filmmusik og har været featuret på soundtracks, der bl.a. har vundet en Golden Globe og en Oscar.

- Kort sagt er Klubben Vest pavestolt over at kunne præsentere en verdensstjerne som Brendan her i lille Kristrup i den sydlige del af Randers. Alle interesserede DJBFA'ere og Koda-medlememmer kan se frem til en intim solo-performance, der emmer af humor, varme, originalitet, generøs virtuositet og stjernestøv. Og det er en oplevelse ingen må snyde sig selv for!

Brendan Power om originalitet og om at skabe/skrive musik: 
- Creativity and originality are qualities I value highly and strive for in everything I do, whether it’s in designing harmonicas that have never been made before, or composing new music. Often they go together, as many of the   musical pieces I’ve composed derive their particular quality from the harmonica type or tuning used to play them.  I just love the buzz of writing a new song or tune and performing it for the first time!

Læs mere om Brendan Power på hans officielle hjemmeside.

Se videoer til inspiration: Brendan Power og Andrew White - original komposition “Jigg Jazz" og New Chinese Harmonica (originalmusik).
 

Tid og sted

Søndag den 18. marts 2018 kl. 18.30 i Klubben Vest i Randers/Kristrup.

Stedet er “Kulturklinikken", Holmsgårdsvej 14, 8960 Randers SØ, med indgang fra Hans Bojes Alle (den gamle lægeklinik, ved siden af huset på Holmsgårdsvej 14).

Program:
Kl. 18.30-19.30: Spisning og fællesskab
Kl. 19.45-20.45: Brendan Power 1. afdeling - præsentation, oplæg og koncert-del.
Et kvarters pause
Kl. 21.00-22.00: Brendan Power 2. afdeling - spørgsmål (den skabende proces, instrument-byggeri, karriere mv.).
 

Deltagelse og mad

Vi byder på gratis lækker buffet samt kaffe og kage ved Karoline Budtz - øvrige drikkevarer til salg til rimelige priser (husk kontanter).

Arrangementet er gratis for medlemmer af DJBFA og/eller af Koda. Som medlem må man gerne melde en gæst til arrangementet, som så skal betale 100 kr. for maden.

Tilmelding eller yderligere spørgsmål: Skriv til jacobvenndt@jacobvenndt.dk - med fulde navn og mailadresser på samtlige (også evt. gæster).
 

Transport

Med bil: Det tager i udgangspunktet 30-34 min. med bil fra Aarhus midtby til adressen i Randers - motorvej hele vejen og vi bor tæt på afkørsel syd. Der er ca. 15 parkeringspladser på matriklen (foran klinikken og ved den private bolig). Herudover “høflig” parkering i sidegaderne i nærheden af huset.

Med bus: Bus nr. 118 kører fra rutebilstationen kl. 17.25 og tager passagere med fra: Dokk1, Nørreport, AUH (Nørrebrograde) og universitetet og standser ved Århusvej/Kristrupvej, hvorfra der er 450 m til vores bopæl ankomst kl. 18.20 (perfekt timing). Kører også herfra igen kl. 21.53 med ankomst på Aarhus Busterminal kl: 22:46 (til natteravnene er der også en afgang en time senere).

Se PDF med køreplan.

Klubben Vests arrangementer finansieres via Kodas kulturelle midler.

(Foto: Brendan Power PR)