Aktuelt

#MusikKanMere – stor kampagne fra DJBFA

Tirsdag, 11 december, 2018
DJBFA synes, der er for lidt fokus på kultur og musik hos politikerne. Derfor igangsætter vi en kampagne for at synliggøre alt det, musikken og kulturen kan. Du kan støtte kampagnen aktivt.

“Musikken er vigtig for mange af os. Musikken gør noget godt for både humøret og vores følelser. Men vi går glip af masser af oplevelser. For vi hører ofte kun en brøkdel af den musik, som skabes. Ikke fordi vi ikke er nysgerrige. Men fordi vi aldrig støder på de andre spændende musikalske muligheder, som findes derude. Kære medier, politikere og jer andre, der præsenterer musikken. Vis hele musikkens bredde. For musik kan mere!"

Sådan starter DJBFA kampagnen for at skabe mere opmærksomhed om bredden i dansk musik og i dansk kultur som helhed.

Med “aktioner” og opslag på de sociale medier håber DJBFA at kunne få hele det danske kunst- og kulturliv aktiveret og sætte fokus på alt det fantastiske, et rigt og mangfoldigt kunstliv kan for det danske samfund.

Kort fortalt kan du støtte kampagnen ved at lave opslag på de sociale medier og benytte kampagnens hashtag #MusikKanMere og #kulturNU – der bliver udsendt en særskilt mail om, hvordan du konkret kan støtte kampagne senere på ugen.
 

Opmærksomhed på hele musiklivet

Susi Hyldgaard fra DJFBA fortæller om kampagnen:
- I DJBFA har vi fokus på musikken. Vi vil gerne slå et slag for, at der bliver mere opmærksomhed på hele musiklivet. Det dur ikke, hvis der kun er fokus på et lille og meget smalt musikideal. Så risikerer vi, at musikmiljøet skrumper ind. Hvis ikke medier, politikere, streamingtjenester har øje for at synliggøre andet end dét, de fleste hører, så kan det få alvorlige følger.

Hun peger på, at streamingtjenesterne er skruet sammen, så de ikke sender musiklytterne på opdagelse. Tværtimod foregår der en ensretning af musiklytningen. Medierne fokuserer også kun på det kendte. Og politikerne prioriterer langtfra musikken og kulturen højt.

- Lige nu findes der mange danske kunstnere, som er verdenskendte for deres musik, uden at danskerne overhovedet kender til deres eksistens. En trist udvikling på vej mod et fattigere musikliv, siger Susi Hyldgaard.
 

Sådan kan du støtte kampagnen

​Lav et opslag på de sociale medier, hvor du for eksempel fortæller, hvorfor du synes, musikken er vigtig. Tilføj gerne et billede eller en video, måske imens du arbejder eller er i gang med at skabe. Og husk så at bruge #MusikKanMere, kampagnens hashtag.

​Første musik-aktion er planlagt til at foregå i weekenden den 14.-16. december 2018. DJBFA's kampagne er planlagt til at fortsætte en måned.