Aktuelt

Tekstgenerator 2018: Sangtekster i fokus til foråret

Onsdag, 11 oktober, 2017
Arbejd intenst med dine sangtekster og få ny inspiration på DJBFA's A-ophold Tekstgenerator på Engelsholm Højskole den 23.-27. april 2018. Alle Koda-medlemmer kan søge.

Få inspiration til at skrive tekster i mødet med forfattere og sangskrivere. I samarbejde med forfatter og underviser Pablo Llambías byder DJBFA velkommen til fem intense dage på Tekstgenerator 2018 med Cæcilie Trier som medunderviser og besøg fra Steffen Brandt, Bisse og Maja Lee Langvad. Bliv bedre til at arbejde med dine egne sangtekster under kyndig vejledning.

På Tekstgenerator introduceres du til nye måder at skrive tekst på, til nye måder at se på tekst på og til en ny oplevelse af, hvad tekst vil sige i en sangtekst. På Tekstgenerator vil du møde forskellige forfattere og sangskrivere samt Pablo Llambías og en medvært, der tilrettelægger og faciliterer alle forløb. Begge værter tager udgangspunkt i musikken.

Tekstgenerator finder sted på Engelsholm Højskole.På Tekstgenerator vil du blive præsenteret for forskellige øvelser i stil med dem, der bruges inden for det skønlitterære. Det er øvelser alle kan være med på, uanset baggrund, og som vil skærpe dine kompetencer i tekstforståelse og skrivning. Du vil opleve at få læst både dine sangtekster og dine øvelser i plenum, idet læsning som holdoplevelse er centralt i forløbet. At forholde sig til andres tekster er læringsmæssigt vigtigt i arbejdet med tekst.

Der vil blive skabt et trygt og fortroligt kunstnerisk rum, hvor rigtigt og forkert ikke eksisterer, men hvor bevidstheden om måder at arbejde på skærpes.
Denne bevidsthed gør, at du fremadrettet i arbejdet med tekst, kan blive mere klar på dine muligheder og valg og åbne op for nye kreative områder.

Cæcilie Trier (CTM, Choir of Young Believers m.m.) er Pablo Llambías' medvært og medunderviser på kurset. Gæsterne er digteren Maja Lee Langvad samt sangskriverne Bisse og Steffen Brandt.
 

Fakta om Tekstgenerator 2018

  • Tidspunkt: 23.-27. april 2018.Pablo Llambías leder Tekstgenerator. Foto: Kirsten Bille.
  • Ansøgningsfrist: 5. december 2017 kl. 23.59.
  • Sted: Engelsholm Højskole, Engelsholmvej 6, 7182 Bredsten.
  • Leder: forfatter, underviser og tidligere rektor på Forfatterskolen Pablo Llambías.

DJBFA afholder hovedparten af udgiften i forbindelse med din deltagelse, så du skal selv kun betale 1.000 kr. i deltagergebyr.

Hvis du bliver udvalgt til at deltage, vil du modtage en faktura på din egenbetaling. Hvis du ikke har betalt de 1.000 kr. inden den påførte betalingsfrist, vil pladsen med det samme tilfalde en anden ansøger.

Du skal selv medbringe dine egne sangtekster til Tekstgenerator. Sangteksterne kan være på både dansk, norsk, svensk, engelsk. Medbring mindst fem sangtekster.
 

Sådan søger du

DJBFA stiller 12 pladser til rådighed på A-opholdet Tekstgenerator 2018, og du skal ansøge for at komme med. Opholdet er kunstnerisk kurateret, dvs. der er udvælgelse blandt ansøgerne for derigennem at sammensætte det bedste hold. Kurateringen foretages af Pablo Llambías og dennes medvært.

Du kan komme i betragtning, hvis du er medlem af DJBFA og/eller af Koda.

Vigtigt: Der ansøges via DJBFA's ansøgningssystem. Her bliver du bedt om at oploade eller linke til tre sange. Der lægges dog ikke stor vægt på lydfilerne i forbindelse med dette tekstorienterede A-ophold. Det vigtigste er, at du oploader fem sangtekster i én pdf, da udvalget primært vil kigge på disse.

I din ansøgningstekst og/eller minibiografi må du meget gerne komme ind på:

  • Hvad du forventer af din deltagelse i Tekstgenerator.
  • Hvilke bands eller personer, du har skrevet sange til.
  • Hvem dine eventuelle inspirationskilder er, hvad tekst angår.
  • Hvordan du vil beskrive din egen sangskrivning, hvad tekst angår.
  • Hvis du har specielle hensyn, der skal tages ift. mad eller lignende.

Ansøgningsperioden er slut.

Alle ansøgere får besked i slutningen af december 2017.

Har du spørgsmål til Tekstgenerator? Så er du velkommen til at kontakte Pablo Llambías på pablollambias@hotmail.dk eller tlf. 27 29 11 85.