Aktuelt

Open Call: Bring jazzen ud til folket i Jazzaktion!

Tirsdag, 20 juni, 2017
JazzDanmarks konkurrence Jazzaktion! leder efter de bedste idéer til at bringe jazz ud til befolkningen.

Bemærk forlænget frist: Nu til 23. august kl. 12!

Arbejder du med jazz? Og har du en god idé til, hvordan jazzen kan udbredes? Så deltag i JazzDanmarks konkurrence og vind 30.000 kr. til dit jazzprojekt.

JazzDanmark har taget initiativ til Jazzaktion! Her vil de samle de bedste idéer til, hvordan jazzen kan bringes ud til folket og løbende give sparring og gode råd til de bedste idéer, der går videre.

De otte bedste udvælges og går videre til en konkurrencedag i Aarhus den 9. september og i København den 10. september 2017. De sidste otte deltagere vil arbejde med deres idéer en hel dag, og til sidst vil de to bedste idéer blive udvalgt og tildelt en præmie på 30.000 kr. til realisering af projektet.

Hvis du vil være med, så send dit idéforslag til JazzDanmark. Du skal vælge mellem to temaer: "Samarbejde mellem landets jazzklubber og spillesteder - til gavn for publikum" i Aarhus og "Nye digitale kanaler for jazzens publikum" i København.

Læs mere om konkurrencen, om jury og hvordan, du kan deltage, hos JazzDanmark. Sidste frist for indsendelse af forslag er 23. august kl. 12.