Aktuelt

Personlig assistent til musikbranchens bedste bestyrelse

Torsdag, 17 januar, 2019
Brænder du for musik, og vil du gerne arbejde med komponister og sangskrivere på daglig basis? Er du ansvarsfuld, udadvendt, struktureret og god til at overholde deadlines? Så læs mere om stillingen som PA for DJBFA's bestyrelse.

Stillingsopslag: Personlig assistent til musikbranchens bedste bestyrelse

Brænder du for musik, og vil du gerne arbejde med komponister og sangskrivere på daglig basis? Er du ansvarsfuld, udadvendt, struktureret og god til at overholde deadlines? Så har du muligheden for en spændende hverdag som personlig assistent for – synes vi selv – musikbranchens bedste bestyrelse samt blæksprutte for sekretariatet i DJBFA. Stillingen er deltid.

Som PA kommer du til at arbejde med mange forskellige arbejdsopgaver for bestyrelsen i samarbejde med sekretariatschefen. Du skal blandt andet forberede bestyrelsesmøderne, udarbejde dagsorden, håndtere bilag, ansøgninger og generelt assistere bestyrelsesmedlemmerne.  

Som blæksprutte på sekretariatet vil du stå får telefonpasning i vores telefontid og øvrig medlemskontakt via mails vedrørende alle vores tilbud. Vores medlemmer er dygtige og kreative, og du skal være god til at løse deres udfordringer på en tilfredsstillende måde.

Du medplanlægger og indkalder til møder og seminarer og sørger for at holde styr på vores mange bestyrelsesposter i det danske musikliv. 

Du kan blive sat til mindre projekter, og du kommer helt sikkert til at arbejde med vores årligt tilbagevendende begivenheder, som er en hædersprisfest og en generalforsamling. Med andre ord skal du generelt trives med en varierende og uforudsigelig hverdag.

Din baggrund er ikke afgørende – vigtigst er det, at du er struktureret, udadvendt og ansvarsfuld i din opgaveløsning. Du må også gerne have arbejdet med musik i et eller andet omfang tidligere.

Vi tilbyder
DJBFA er den største og bredeste forening for komponister og sangskrivere. Du kommer til at få et indgående kendskab til musikbranchen og til dagligdagen for mange af landets komponister og sangskrivere. Du kommer til at arbejde på et mindre sekretariat med en uformel og munter tone tæt på Nordhavn Station. Vi giver tilskud til din frokostordning og til en månedlig massage, og du er omfattet af vores forsikringer om kritisk sygdom og Codan Care.

Stilling er deltid og vil svare til ca. tre hele dage eller fire kortere dage, som vi i fællesskab bestemmer. Løn er efter kvalifikationer, men på niveau med samme stilling i det offentlige.

Vi ser gerne, at du kan begynde den 1. april 2019 eller før, og jobsamtalerne vil foregå i februar.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos sekretariatschef Andreas Hemmeth på ah@djbfa.dk  

Vi afholder løbende samtaler og forbeholder os retten til at tage stillingsopslaget ned, såfremt den rette kandidat er fundet. Seneste ansøgningsfrist er dog tirsdag den 5. februar 2019 kl. 10.00. Jobansøgningen skal sendes til ah@djbfa.dk mrk. ”PA til musikbranchens bedste bestyrelse” i emnelinjen. Selve ansøgningen må maksimalt være en A4-side lang, mens CV’et gerne må fylde mere. 

Vi opfordrer alle til at søge – uanset etnisk baggrund, køn, alder, handicap eller religion.

DJBFA er den største og bredeste komponist- og sangskriverforening i Danmark. Vi deler midler ud til spændende projekter, der understøtter de skabende musikere. Vi laver arbejdsophold og camps for danske sangskrivere i hele verden og har desuden en række boliger, som vores medlemmer og Koda-medlemmer kan bo i for arbejde med deres musik. Sidst, men ikke mindst, er vi engageret i kulturpolitik og forsøger at sikre de bedste betingelser for, at der kan skabes ny og spændende musik. 

Se stillingsopslaget som pdf.