Udgivelse

Rasmus Kjær: Turist

Pianist og komponist Rasmus Kjær (Under Byen, Klimaforandringer) har udgivet sit tredje album, Turist. Albummet er en guidet tur gennem esoteriske keyboardlandskaber, der i mere end én forstand fortæller en historie. 

Turist mikser musikalske indtryk og balancerer på en hårdfin grænse mellem nostalgisk autenticitet og usentimental plasticitet. Kjær piller problemfrit stilarter fra hinanden og kværner fx kinesisk zither og meditativ messen sammen med 8-bit videospilssoundtracks, afrobeat-swing og syntetisk beguine. Den såkaldte "turist" drager på en rejse gennem fremmede landskaber, der tager ham med gennem overvældende, lokale ritualer og over i usikre og farlige territorier.   

Rasmus Kjær indledte arbejdet på Turist helt tilbage i 2007, mens han turnerede i USA med Under Byen. På de åbne motorveje fiflede han med et minikeyboard i lavkvalitet, og herfra opstod de første bidder til det album, der i dag er blevet til Turist.

Albummet udkommer på streaming og i 100 stk. limited edition vinyl.

Udgivelsesdato: 22. november 2019, Wetwear.

Se mere på Rasmus Kjærs hjemmeside.