Udgivelse

School of X: Destiny

Mange kender nok Rasmus Littauer som trommeslager for MØ. School of X er hans kreative frirum, men det er meget mere end et sideprojekt. Han debuterede i 2017 med Faded. Dream fyldt med alternativ pop i alverdens afskygninger, og de takter fortsætter han med på den nye EP Destiny.

Som kunstnernavnet antyder, er Rasmus Littauer inspireret af Eks-skolen (Den Eksperimenterende Kunstskole) fra 60’ernes København, hvor koryfæer som Per Kirkeby og Poul Gernes huserede. Centralt for skolen var konstant udvikling og fokus på processen, og det går igen hos School of X, der insisterer på at skifte spor og prøve nyt.

I 2020 følger Rasmus Littauer den nye EP op med en række koncerter, der bl.a. bringer ham forbi Schweiz, England og USA.

Destiny udkom i november på Tambourhinoceros.

Se mere på School of X’s officielle hjemmeside.