Aktuelt

Sessions og sangskrivning med producer Andreas Krüger

Onsdag, 9 januar, 2019
DJBFA inviterer nu til andet møde i netværket "Sessions og sangskrivning". Netværk med dine sangskriver-kolleger og hør foredrag med producer Andreas Krüger den 4. februar.

DJBFA og Kamilia Amélie inviterer til netværksmøde for sangskrivere og foredrag med producer Andreas Krüger mandag den 4. februar kl. 17.00-19.00 på Væksfabrikken Lydens Hus i København. Arrangementet er det andet i rækken i DJBFA's nye åbne netværk "Sessions og sangskrivning".
 

Foredrag med Andreas Krüger

Andreas Krüger er producer og har arbejdet med alle fra Rasmus Seebach, Christopher, Gulddreng, Remee og Djames Braun til firmaer som Mercedes-Benz, Mærsk, Lego og Nordisk Film. Han er helt tydeligt meget alsidig, og hans force er at forstå at ramme den lyd, som hans samarbejdspartnere ønsker. Udover at have oceaner af cuts på radiohits og reklamer, spiller Andreas selv guitar i bandet Siamese.

Andreas Krüger vil fortælle om livet som producer, hvordan hans karriere har taget form, og hvad han gør for, at både kunstnere, andre sangskrivere og han selv får den bedste session, og de sammen kan skabe det ultimative resultat.

Herefter vil der være mulighed for at stille spørgsmål og gå endnu mere i dybden med lige præcis det, som deltagerne er nysgerrige på.
 

Networking for sangskrivere

Anden del vil bestå af networking for deltagerne, hvor man har mulighed for at lære nye kollegaer eller eventuelle fremtidige arbejdspartnere at kende og udvide sit netværk i branchen. Et stort og godt netværk er en hjælp til at finde lige præcis den eller dem, der kan hjælpe én det næste skridt videre, og her er en oplagt mulighed.
 

Praktisk info

Tid og sted: Mandag den 4. februar 2019 kl. 17.00-19.00 i Vækstfabrikken Lydens Hus, Gammel Kongevej 11, 1610 København.

Arrangementet er gratis og åbent for alle medlemmer af DJBFA og/eller Koda. Af hensyn til begrænset deltagerantal, bedes du tilmelde dig pr. mail til Kamilia Amélie på kamilia@amebyame.com.

OBS. Der ydes transportrefusion i forbindelse med deltagelse i netværksarrangementer, hvis man krydser Storebælt. Du skal rejse med billigste transportform (ikke taxa), og du kan få refunderet op til 1.000 kr. Kopi af transport-bilagene sendes til djbfa@djbfa.dk.

DJBFA's netværk drives med midler fra Kodas Kulturelle Midler.

Foto øverst: Picture taken at Jam by Pixel Pioneers.