Aktuelt

Skriv den næste Eurovision-vindersang på nyt A-ophold

Mandag, 19 februar, 2018
Kom med på Eurovision Camp 2018 den 2.-9. juni i Palma Music Studios på Mallorca. Alle Koda-medlemmer kan ansøge. Vi skal have din ansøgning senest 22. marts.

Vær med til at skrive den næste vindersang til Eurovision Song Contest i det helt nybyggede og eksklusive Palma Music Studios på Mallorca. Søg om at komme med på A-opholdet Eurovision Camp 2018, som finder sted den 2.-9. juni. 

DJBFA tilbyder nu muligheden for, at du kan komme med på den kommende internationale Eurovision Camp 2018. Det er ArtPeople Music Publishing, der inviterer til en uges intensiv Eurovision Camp på Mallorca, hvor der skrives sange til både det danske, men i høj grand også internationale Eurovision.

Campen foregår under ledelse af Anders Fredslund-Hansen, som har været involveret i over 45 danske Melodi Grand Prix-bidrag som publisher i de sidste 13 år. I år har han stillet med hele seks bidrag i det danske og to i det engelske Melodi Grand Prix, ”You Decide”. På A-opholdet vil den Eurovision-ansvarlige for BBC vil også være til stede og briefe. 

Her fortæller Anders Fredslund-Hansen om opholdet, og manden bag Palma Music Studios, Fredrik Thomander, fortæller om studiefaciliteterne:

 

Fakta om Eurovision Camp 2018

På A-opholdet vil der være deltagelse af i alt 18 sangskrivere, hvoraf de seks vil være inviterede internationale sangskrivere med stor succes i Eurovision Song Contest – heriblandt Joy & Linea Deb, der har haft mange bidrag i det svenske Mello, herunder 2015-vinderen ”Heroes” med Måns Zelmerløw.

Vi leder efter både toplinere, tekstforfattere (engelsk) samt trackwriters/producere. I vurdering af ansøgerne lægges vægt på følgende kriterier: Stærk melodisk tæft - God til engelske tekster - Stærk vokalist - Dygtig producer.

DJBFA og Kodas Kulturelle Midler afholder hovedparten af udgiften i forbindelse med din deltagelse på Eurovision Camp, herunder rejse, ophold, catering morgen og frokost. Du skal selv betale 1.000 kr. i deltagergebyr.
 

Sådan søger du

Er du medlem af DJBFA og/eller af Koda, så kan du søge om at komme med på A-opholdet Eurovision Camp 2018.

Du får besked, om du er kommet med medio april, hvorefter du vil modtage en faktura på din egenbetaling. Hvis du ikke har betalt de 1.000 kr. inden den angivne betalingsdato, vil opholdet med det samme tilfalde en anden ansøger. Du vil IKKE blive rykket for betaling, så du skal selv sørge for at sikre dig, at pengene er indbetalt.

Vigtigt: Der ansøges via DJBFA's ansøgningssystem.

Her vil du blive bedt om at skrive en kort ansøgning med information om, hvorfor du gerne vil med på Eurovision Camp. Du skal også uploade en minibiografi/CV samt uploade eller linke til tre af dine musiknumre og uploade en tekst med kort beskrivelse af musikken. Alle tekstfiler skal uploades som pdf, og lydfilerne skal uploades som mp3 (eller m4a). Der må ikke være specialtegn (fx %&?!’) i filernes titler, og musikfilerne må ikke være for store (fx over 10 MB) – så vil du højst sandsynligt få problemer med at uploade.

Vi anbefaler, at du laver din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så der er tid til at få teknisk bistand fra sekretariatet, hvis nødvendigt.

Ansøgningsfrist: Torsdag den 22. marts 2018 kl. 23.59. 

SØG HER

Har du yderligere spørgsmål til Eurovision Camp 2018, er du velkommen til at skrive til A-opholdets projektleder Anders Fredslund-Hansen på afh@artpeople.dk.