Aktuelt

Skriv hits - og sælg dem!

Mandag, 21 august, 2017
Tag en tur med i maskinrummet og få gode tips. Og prøv selv et par af metoderne undervejs. Sådan laver du et hit...

Hvordan bliver jeg helt skarp på at skrive den gode tekst? Hvilke kreative metoder kan jeg bruge for at lave en fængende melodi? Og hvordan afsætter jeg efterfølgende min musik?

Den 27. september indbyder DJBFA, DPA og Koda til fælles medlemsarrangement, hvor du kan komme med til det første af to arrangementer, der tager udgangspunkt i sangskriver Marcus Winther-Johns nye bog Skriv hits & sælg dem (release ultimo september).

"At skrive hits handler om at skærpe klarheden i sin sangskrivning, om det så er jazz, folk, pop, rock eller noget helt andet. Allerede i den kreative proces kan du optimere chancen for at din sang bliver et hit, enten for dig selv eller en hel anden artist." - Marcus Winther-John.
 

Kreative processer

Ved første arrangement sætter vi fokus på de kreative processer i sangskrivningen. Her kan du få inspiration til nye værktøjer og metoder til at undgå de mest klassiske faldgruber, så din musik kan blive endnu bedre! Du får tips, gode råd og muligheden for selv at prøve nogle af metoderne af i små mini-øvelser undervejs.

Senere på året vender vi tilbage med anden del af arrangementet. Her ser vi nærmere på, hvad du gør, efter musikken er skrevet og du skal afsætte og skabe interesse. Vi opdaterer med flere oplysninger om dette arrangement via DJBFA's hjemmeside, når vi kommer nærmere.

Begge arrangementerne ledes med kyndig hånd af sangskriver, musiker og forfatter Marcus Winther-John.

Til begge arrangementer byder vi efterfølgende på lidt at spise og drikke efter arrangementet.
 

Praktisk

Tid og sted

27. september 2017 kl. 16:00-20:00. Lautrupsgade 9, 2100 København Ø. Dørene åbnes kl. 15:30

Tilmelding er gratis men bindende. Afmelding senest kl. 10 på dagen.

Tilmeldingen er nu slut. Det maskimale antal tilmeldinger er nået.

(Begge arrangementer livestreames fra www.koda.dk
 


Om Marcus Winther-John

Som 12-årig flyttede den engelskfødte Marcus Winther-John til Danmark. I 1994 pladedebuterede han som sanger/sangskriver i bandet Inside The Whale. Sammen med Dizzy Mizz Lizzy & Kashmir (den såkaldte Grønne Bølge) definerede de dansk rockmusik i 90’erne. Efter to engelsksprogede albums og et hav af koncerter i Frankrig, Spanien, Tyskland og selvfølgelig Danmark tog de et overraskende skift og udgav i 1998 albummet 'Rebeller Uden Sag' med deres største hit (og nu officielle evergreen) 'Hvor Er Tiden Der Ta´r Os'. To år efter fulgte albummet 'Tænk Hvis Du Gik Glip Af Noget', og kort efter opløstes hvalerne for at udforske nye musikalske territorier hver for sig. 

Marcus kickstartede en solokarriere med nummeret High On You, der blev Ugens Uundgåelige på P3, og i 2003 udkom solodebutalbummet Grow. Men med co-writer credits på hovedparten af Tim Christensens debutalbum, Secrets On Parade, på cv’et voksede efterspørgslen hurtigt på Marcus’ sangskrivningstalenter. Siden da har Marcus skrevet sange til udgivelser med en ualmindelig lang og varieret liste af hjemlige artister, f.eks. Sanne Salomonsen, Mads Langer, Christopher, Barbara Moleko, Sys Bjerre, Peter Belli m.fl. I film- og tv-verden har man også kunnet høre Marcus’ værker i form af X Factor-vindersange, Melodi Grand Prix-sange og placeringer i bl.a. 'Lego Friends', 'The Vampire Diaries', 'Violetta', 'Blinkende Lygter' m.m.

I de senere år har sangene også fundet vej op ad de udenlandske hitlister med topplaceringer i bl.a. USA, Tyskland, Korea, Spanien og Japan. Og endda med en topplacering på verdens samlede salgsliste (United World Chart) med det japanske band J Soul Brothers.