Aktuelt

Skriv hits og sælg dem: Co-writing

Fredag, 24 august, 2018
Koda, DPA og DJBFA inviterer til "Skriv hits og sælg dem" med Marcus Winther-John om co-writing. Det sker i København den 24. september 2018.

Sidste år afholdt Koda, DPA og DJBFA to helt overtegnede arrangementer med Marcus Winther-John under overskriften "Skriv hits og sælg dem". Nu følger vi op med et nyt arrangement i rækken med fokus på co-writing den 24. september 2018.

Det har fungeret for John Lennon/Paul McCartney, Max Martin/Dr. Luke, Julia Michaels/Justin Tranter og et utal af andre, der har fundet guld i det kreative møde mellem sangskrivere. Meget af verdens allerbedste musik er blevet skabt som et samarbejde, og i dag er co-writing mere normen end undtagelsen. Men hvordan fungerer det, og hvad kan det tilføre din musik og karriere?

Den 24. september følger vi op på sidste efterårs store succes ”Skriv hits & sælg dem”, hvor sangskriver, musiker og forfatter Marcus Winther-John gav os et unikt indblik i både sangskriverens værktøjskasse og vigtig branche-know-how til pitching af din musik. Denne gang zoomer vi ind på det kreative potentiale i co-writing og tager en snak om det praktiske arbejde, at skrive for sig selv vs. for andre, writing-camps, sangskriverkollektiver, egoer og kompromiser, netværks- og karrierestrategiske fordele ved co-writing og meget andet. Marcus får besøg af flere kollegaer undervejs, som alle har gjort co-writing til en vigtig del af deres karriere. Vi laver også et par øvelser undervejs, hvor du som deltager er med.

I enkelte sammenhænge tales der engelsk i forbindelse med besøg af den engelske sangskriver Charli Taft.
 

Info og tilmelding 

Tidspunkt: Mandag den 24. september 2018 kl. 16.30-20.00.
Sted: Koda, Lautrupsgade 9. 2100 København Ø.

Arrangementet er gratis og åbent for alle medlemmer af Koda.

Arrangementet er nu fyldt op, og der er lukket for tilmeldinger. Der streames live via Koda.dk under arrangementet.