Udgivelse

Sterling: Sorte tangenter

Sidste søndag i oktober overgår Danmark til vintertid. Sterling er vågnet op af sin dvale og leverer soundtracket til de mørke vinternætter med comeback-EP’en Sorte tangenter. Efter otte års ildevarslende tavshed er Sterling klar med fire sange, der udforsker livets skyggesider.

EP’en åbner med ”Tsar Bomba”, der er lige dele festlig og skrækindjagende. Den tager sin titel fra verdens største brintbombe nogensinde: Den sovjetiske ”Tsar Bomba.” Sangen følges af ”Mørket vinder ind”, som berører det fortvivlende ved at se fede tider erstattes af magre, mens døden nærmer sig år for år.

Sterling består af Ole Jeppesen, Jonas Linnet og Mads Nygaard. Bandet markerede sig stærkt i de glade 00’ere med tre albums og en EP, og dertil en stribe  dansksprogede radiohits som ”Lyssværd”, ”Ubesvaret opkald” og ”Ikke rigtig i mit hoved”. EP’en Sorte tangenter udkommer 26. oktober 2018 på Novopop på alle platforme. EP'en er støttet af DJFBA's Produktionspulje og Kodas Kulturelle Midler.