Udgivelse

Torben Westergaard: Kirsebærsne

Hvad gør bogfinken Blinke i erkendelse af, at “briller og bø’er blir min lænke” – og hvad er der med de 1.000 lopper, der blaffer ned gennem Tyskland? De presserende spørgsmål besvares gennem dette særlige møde mellem komponist, bassist og nu sanger Torben Westergaard og prisvindende børnebogsforfatter Tina Sakura Bestle.

Målgruppen er børn mellem 3-10 år og forældre, der længes efter børnemusik, der ikke har behov for at kommunikere med VERSALER. Kirsebærsne er musik og tekst, som du og dit barn kan samles om — og som ingen af jer bliver trætte eller mindre af.

Musikken er håndspillet i ordets bedste forstand med nogle af de fineste musikere fra genrer, der normalt associeres med voksenmusik. Grundstammen er det DMA-vindende ny-folk ensemble TrioMio (Kristine Heebøll, Jens Ulvsand, Peter Rosendal) kombineret med perkussionisten Jacob Andersen og kapelmester Torben Westergaard på vokal og bas.

Kirsebærsne er udkommet på alle større musiktjenester 10. maj 2019.

Se mere på Torben Westergaards hjemmeside.