Udgivelse

Wood Chips: Troll Hill

En ny start på et landsted på Mols danner ramme for Wood Chips' legesyge ”troldefunkede” Troll Hill, men historien bag er alvorlig.

Wood Chips' futuristiske country-pop blev modtaget med begejstring af medierne, da debut-EP'en Karlo udkom i 2018. For manden bag det musikalske pseudonym, producer og sangskriver Andreas Asingh markerede EP'en et nyt kapitel i hans liv, efter sin søn Karlos livstruende sygdomsforløb. Asingh er tidligere kendt som bl.a. Slowolf, hvor han lavede hårdtslående hiphop og arbejdede med verdensstjerner som Raekwon fra Wu-Tang Clan og Kimbra.
 
Karlo blev født med Downs Syndrom, og komplikationer førte til, at Karlo til sidst lå i respirator. Men Karlo ville livet, trak iltslangerne ud og klarede den. Det førte til, at Andreas Asingh og familie forlod København, droppede Slowolf og flyttede til Mols for at være i et med naturen og familien. Det er dén beslutning, som Wood Chips og Troll Hill udspringer af.

EP'en Troll Hill udkom 22. marts 2019.

Se mere på Wood Chips' Facebook-side.